BERLINALE 2017: Endelig ruskes der op i hovedkonkurrencen!

Af Jakob Freudendal

Folkemasserne samler sig omkring Berlinale Palast for at se de mange stjerner ankomme på den røde løber ved det kæmpemæssige teater, der lægger hus til verdenspremiererne på filmene i hovedkonkurrencen. Der er ingen tvivl om, at det er konkurrencefilmene, der er festivalens store trækplaster, og de er da også et glimrende pejlemærke i det massive program, der tæller op mod 400 titler.

Men selvom næsten alle visninger af de atten konkurrencefilm melder udsolgt, er der langt imellem kvaliteten på de enkelte værker. Django, der havde æren af at åbne ballet, er en klassisk biopic, der følger den franske gypsy-jazzguitarist Django Reinhardt under 2. verdenskrig. Den virtuose musiker må flygte fra Frankrig, da tyskerne langsomt begynder at brygge på en plan om at udnytte ham propagandamæssigt i Tyskland. Filmen er ganske solidt håndværk, men langtfra hvad man ville forvente af en hovedfilm på Nordeuropas toneangivende filmfestival.

Hvor Django kan ses som det politisk korrekte valg til en åbningsfilm, står The Dinner snarere som prætentiøs selvhøjtidelighed. Filmen deler allerede vandene blandt de mange internationale anmeldere, hvor mange nærmest roser den på gefühlen. For ja, det er en af amerikansk independent films interessante skikkelser, Oren Moverman, der står bag, og det er da også et regulært stjernecast, man følger på lærredet. Det fornemmer man bare ikke, når man ser filmen.

Polsk landsbydrama rusker op i Berlinalen

Det er først over weekenden, at konkurrencefilmene for alvor begynder at blive interessante. Den polske co-produktion Pokot livede fuldkommen op i anmelderskaren til pressevisningen kl. 09 søndag morgen. På grænsen mellem Tjekkiet og Polen lever en passioneret dyreelsker, vegetar og astrolog Duszejko et isoleret liv sammen med sine to hunde i udkanten af lille landsby. En snefuld dag står hun op og finder, at hendes hunde er sporløst forsvundet, mens hun samtidig finder liget af sin nabo.

Landsbyen står pludselig i fuld flamme, når et netværk af organiseret kriminalitet langsomt afdækkes, alt i mens en række jægere fra landsbyen findes døde under mystiske omstændigheder. Hvem står bag mordene? Er det naturen, der vender sig mod menneskets bestialske natur? Instruktør Agnieszka Holland har skåret en intens thriller, der langsomt bygges op mod det ultimative klimaks. Pokot trækker på landsbystemningen fra Vinterbergs Cannes-vinder Jagten (2012), men formår at løsrive sig fra den tunge arv gennem behandlingen af forholdet mellem natur og menneske.

Potentiel prissluger

Fra polsk thriller til chilensk drama. I disse dage står chilenske filminstruktører i høj kurs og Sebastián Lelio er muligvis kun overgået af mesteren Pablo Larraín. Han er tilbage på Berlinalen med endnu en potentiel prissluger. Filmen Una Mujer Fantástica handler om en transkønnet kvinde, Marina (Daniela Vega), der møder kolossal modvilje fra næsten alle omkring hende. Hendes ældre kæreste dør pludseligt af et slagtilfælde, men det er ikke omsorg og medfølelse, der møder den sørgende Marina. Kærestens familie er hurtige til at vende sig mod Marina, mens også politiet fuldkommen uretfærdigt begynder at undersøge, om Marina måske skulle være skyld i hans død.

Debutanten Daniela Vega er en oplagt kandidat til sølvbjørnen for bedste kvindelige hovedrolle. Hun leverer et medrivende portræt af en transkønnet kvinde, der møder uretfærdig modgang, når samfundet retter en direkte hetz mod hende. Emnet er selvskrevet prisguf, og så er filmen da også helt og aldeles i Daniela Vegas magt, hvorfor hædringen på ingen måde ville være ufortjent.

Mandag leverer det foreløbige højdepunkt i hovedkonkurrencen

Det er yderst sjældent, at man ser film af samme støbning som Sally Potters kammerspil, The Party. Filmen har en spilletid på beskedne 71 minutter, og alene af den grund er det i sandhed imponerende, hvor meget den når at komme rundt om. Janet (Kristen Scott Thompson) holder fest for sine nærmeste (intellektuelle) venner. Hun er lige blevet udnævnt sundhedsminister, og alt er glade dage – altså lige indtil hendes mand (Timothy Spall) pludselig erklærer, at han er dødeligt syg. Herefter bliver der disket op med den ene barske sandhed efter den anden, mens stemningen bliver mere og mere presset.

Det imponerende ved filmen er, at den på ingen måde bliver til Festen (1998) nummer to. Filmen er nemlig, til trods for det barske anslag, en komedie. Castet leverer den ene velskrevne og dybt morsomme linje efter den anden, når de udfordrer hinandens intellekt, venskab og kærlighed. Patricia Clarkson og Bruno Ganz er intet mindre end fantastiske som det måske mest forskelligartede par nogensinde, mens også Cillian Murphys portræt af en skinsyg coke-sniffende finansmand går rent hjem.

Kommentarer