BERLINALE 2015: Folkets filmfestival er lige om hjørnet

Af Bjørn Juul Andersen

Siden 1951 har Berlins Internationale Filmfestival, bedre kendt som Berlinalen, uddelt Guld-og Sølvbjørne til film fra alverdens lande. Klassikere som 12 Angry Men (1957), Alphaville (1965), Red Sorghum (1987), The Thin Red Line (1998) og Magnolia (1999) har tidligere modtaget den prestigefyldte Guldbjørn.  Ordet kigger nærmere på dette års Berlinale, hvis festligheder starter i morgen.

En demokratisk festival

Mens festivalerne i Venedig, Toronto og især Cannes hiver de helt tunge auteurs og stjerneskuespillere op på den røde løber, er der langt mindre stjernedrys over Potsdamer Platz, som er Berlinalens centrum. Mens Cannes er filmkunstens mekka, og Venedig og Toronto startskuddet til den internationale award-season, er Berlinalen folkets filmfest, hvor det ikke kun er filmindustrien og pressen, der kan nyde film af ypperste karat.

Over 325.000 billetter blev solgt under sidste års Berlinale, og ved de over 30 forskellige venues fordelt over hele indre Berlin står lokale berlinere i lange køer for at se nogle af de over 400 film, festivalen har på programmet. En sand demokratisk og folkelig filmfest.

Berlinalen dyrker i høj grad talenterne i deres syv sektioner, hvor fremtidens filmskabere får screentime i sektioner som Panorama, Forum, Generation og Perspektive Deutches Kino – sidstnævnte en hel sektion dedikeret til Tysklands fremtidige filmmagere. Festivalens fokus på talentudvikling er tydeligt eksemplificeret i festivalens lettere søgte ’Shooting Stars’-tiltag, hvor danske Joachim Fjelstrup i år er blandt de udvalgte talentfulde skuespillere.

Tysklands ‘grand old men’

Berlinalens hovedkonkurrence, Competition, er dog stadigt den mest profilerede og prestigefyldte sektion, hvor feltet i år består af en blanding af for længst kanoniserede instruktører og en gruppe relativt ukendte talenter. Gamle mestre som tyske Werner Herzog, britiske Peter Greenaway og amerikanske Terrence Mallick, og etablerede instruktører som iranske Jafar Pahani, tyske Andreas Dresen og spanske Isabel Coixet, skal op imod nye, spændende navne som britiske Andrew Haigh, russiske Alexey German og Jayro Bustamante fra Guatemala.

Selvom tilstedeværelsen er den legendariske tyske auteur Werner Herzog burde få dedicerede cineaster til juble i begejstring, får dette års Berlinale også prominent besøg af en ligeså hyldet tysk instruktør i form af Wim Wenders, som modtager den årlige æres-Guldbjørn samt har sin film Everything Will Be Fine med i hovedprogrammet – dog uden for konkurrence.

Selvom Berlinalen i år har hevet to af tysk films mest hyldede ’grand old men’ ind i programmet, dækker det dog ikke over, at dette års hovedprogram ser en anelse tyndt ud med Mallicks Knight of Cups med stjerner som Christian Bale, Natalie Portman og Cate Blanchett som den klart mest imødesete film. Man kan dog håbe på en ny Boyhood, der var i hovedkonkurrencen sidste år og efterfølgende tog hele filmverdenen med storm.  Og mon ikke også dette års festival byder på en overraskelse eller to? Jeg krydser mine fingre i hvert fald.

Tv-serierne i det fine selskab 

Amerikanske Darren Aronofsky (Requiem for a Dream, Black Swan) styrer i år en jury bestående af den tyske skuespiller Daniel Brúhl (Goodbye Lenin!, Rush), franske skuespillerinde Audrey Tautou (Amélie, The Da Vinci Code), sydkoreanske instruktør Bong Joon-Ho (The Host, Snowpiercer), peruvianske instruktør Claudia Llosa (The Milk of Sorrow, Aloft), amerikanske producer Martha De Laurentiis og ikke mindst Mad  Men-skaberen Mathew Weiner, som ved siden af sin jurytjans også har tid til at holde en masterclass om tv-dramatik under festivalen.

Mathew Weiners tilstedeværelse i juryen er et godt billede på, hvordan Berlinalen i år har inkluderet tv-dramatikken i festivalen, hvor de i sektionen Berlinale Special viser enkelte afsnit af kommende tv-serier som den imødesete Breaking Bad-spinoff Better Call Saul samt DR’s kommende dramaserie Bedraget, der har Per Fly som konceptuerende instruktør.

Selvom hovedkonkurrencen umiddelbart er uden de helt store internationale filmnavne, med undtagelse af Mallick og Herzog, er der uden tvivl masser af spændende opdagelser at gøre sig i især Panorama-sektionen, hvor Cobain: Montage of Heck og norske Ole Giævers Mod Naturen ligner kommende internationale hits. Begge er da også at finde på min to-see-liste.

Berlinalen finder sted fra d. 05-15. februar.

Ordet vil blogge fra Berlinalen og hver dag udvælge tre højdepunkter fra festivalen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *