GLOW SÆSON 2:
Benbrækkende og hjerteknusende underholdning

Første sæson af Glow var en habil guilty pleasure om kvindewrestling i 1980’ne med neonfarve og voldsomme 80’er frisurer i metervis. Den simple idé med, at skuespillerinder, der ikke kunne få arbejde, og en afdanket instruktør finder en pengemand og får en kreativ legeplads, blev eksekveret veloplagt og med et glimt i øjet.

Selvfølgelig –  det er jo sæson 2 – lykkedes det at få showet på tv, og nu skal første sæson af Gorgeous Women Of Wrestling så produceres til en lille lokal tv-station i Los Angeles.

Det er stadigvæk de to venner/fjender Ruth (Alison Brie) og Debbie (Betty Gilpin), samt den fallerede instruktør Sam (Marc Maron), der er hovedpersonerne, men andre karakterer får i denne ombæring mere skærmtid og åbner dermed op for nye konstellationer.

Et af sæsonens bedste afsnit har Debbie, der stadig kæmper med at vende sig til tilværelsen som enlig mor efter skilsmissen fra sin douchebag af en eks (han havde sex med Ruth, det svin!), og så hendes modstander i den firkantede ring The Welfare Queen, Tammé (Kia Stevens).

Begge er mødre, førstnævnte til en baby, den anden til en collegestuderende. Parallelt ser man, hvordan de bruger dagen, indtil de skal møde hinanden i ringen samme aften. Begge vil, og har, gjort alt for deres børn, men uvisheden omkring, hvordan et enkelt valg påvirker deres børn, nager dem begge.

Tammé er bange for, hvordan hendes søn vil reagere på hendes wrestlingkarakter, som mere eller mindre bare er en racistisk stereotyp, og Debbie opsummerer perfekt, hvor usikker verdenen er (og hun selv føler sig), da hun under et impromptu loppemarked i sit hjem fortæller, hvordan ”We’re all just a bunch of dildos banging around trying to have a few good moments”.

De få gode øjeblikke er der netop masser af i Glow. Hvad enten det er kvinderne imellem, hvor inklusionen af en ny karakter, som Sam hyrede, efter hun havde givet ham en lapdance, giver en vidunderlig skæv breakdance sekvens i den firkantede ring.

Eller det er Sam, der nu skal vænne sig til at være far for Justine (Britt Baron), som han vel og mærke lagde an på i bedste Back to the Future stil.

De umage parringer af karakterer, udover de allerede nævnte, er kraftigt medvirkende til, at Glow ikke falder i den cyklus af gentagelser, som man desværre ser mange serier gøre efter en meget stærk første sæson.

Modet til netop at udforske og bygge videre på det univers, som de har kreeret, er så absolut en af seriens styrker, samtidig med at Flahive og Mensch fastholder den charme og don’t-give-a-fuck attitude, der gjorde første sæson til et skønt bekendtskab.

Glow har præcis det rigtige blandingsforhold mellem komedie og drama og er den perfekte cocktail til løssluppen eskapisme. Skuespillet er spot on, hvor replikker bliver leveret med den samme autoritet som et bodyslam og ikke bare punchlines, der skal give det gode grin.

En af sæsonens bedste replikker har en emotionel power og tyngde sjældent set i en komedieserie, og netop det gør, at den trækker sig op fra bare at være endnu én i mængden, til at være denne skribents favoritkomedie indtil videre i år.

Derfor virker det passende at slutte af med netop denne. Hvem der siger den, og hvornår den kommer, skal ikke afsløres, dertil må man få stillet sin nysgerrighed ved at se serien:

You know, you let somebody in, you know. And then – you make room and they go. And yea, the room is still there.