Behind Handlebars: Interview med en ukendt kendt

Af Andreas Strini Lethan

Tilbage i 1960’erne sagde kunstneren, Andy Warhol, at alle mennesker i fremtiden ville blive verdenskendte i 15 minutter nu kendt som ”15 minutes of fame”. Dette lyder som en umulighed, men måske er vi i virkeligheden tættere på, at alle netop får denne korte tids berømmelse, end vi har gået og troet.

 

Med de sociale mediers indtog i vores hverdag i løbet af de sidste 10 år, er det nemmere end nogensinde at vinde verdens opmærksomhed. De fleste nyder en internet-celeb-status, der dog ikke bliver til mere end en fritidsaktivitet. Men der findes også dem, der kan leve af deres aktiviteter på det globale net, ja, nogle skaber ligefrem millionforretninger. I efterhånden en del år har man set mange eksempler på, hvordan mennesker bruger Youtube til at slå igennem i musikken. De fleste kender historien om den canadiske popstjerne, Justin Bieber, der netop slog igennem via Youtube, samt den danske rapper Kidd, der på samme måde som Bieber fik skabt sig en karriere. Men nu er det ikke kun gennem musikken, at man kan skabe sig en karriere gennem de sociale medier. Hvor Youtube for musikere er en vej til noget større, så er Youtube for andre det største, som skal satses på. På den anden side af sundet hos vores broderland, Sverige, har man måske det klareste eksempel på en internetpersonlighed, der endte som millionær. Felix Kjellberg eller PewDiePie, som de fleste kender ham som, startede i 2010 en youtube-konto, hvor han lagde videoer ud, hvor han lavede såkaldte ”Let’s Play”-videoer, som kort forklaret er videoer, hvor man kommenterer på computerspil imens man spiller pågældende spil. Projektet, som Felix Kjellbergs startede af ren kedsomhed, endte som den mest subscribede bruger på youtube med over 10 milliarder visninger af samtlige af hans videoer. PewDiePie er om noget et eksempel på, hvordan en utrolig simpel idé kan blive usandsynlig populær og skaffe én millionindtægter.

 

I Danmark begynder denne celeb-kultur også at vise sit ansigt. Mange af os kender efterhånden duoen Adam og Noah, hvis koncept dog ikke rækker ud til resten af verden, men som alligevel høster stor succes i det danske land. Danmark uddeler sågar priser til Youtubere og andre populære brugere på de sociale medier. For ikke mange uger siden blev ”Guldtuben” uddelt, som er et awardshow for danske youtubere og bloggere. Men hvordan starter det hele for disse danskere? Hvis man blot leder længe nok, kan man finde utroligt mange unge danskere, der ikke opnår millioner (indtægt eller følgere) eller prisnomineringer, men som dog stadig fanger verdens opmærksomhed.

 

I den forbindelse har jeg taget en snak med 24-årige Oliver Andersen, der til dagligt studerer på CBS, men som i fritiden bruger sin tid på instagram-profilen, behindhandlebars, der har lige under 10.000 følgere. Hans projekt bygger som mange andre på en ganske simpel idé:

 ”Selve idéen kom faktisk ud af det blå, en aften da jeg lå og prøvede at falde i søvn. Jeg kom på den her ‘Life Behind Handlebars’ frase som er en lidt ændret udgave af ‘life behind bars’, som man jo snakker om, når man er i fængsel. Da den idé ligesom kom til mig, så vidste jeg med det samme, at det var dér mit koncept lå, og jeg startede dagen efter.” 

 

Ganske enkelt går Olivers koncept ud på at vise resten af verden København fra den måske mest danske vinkel, man kan forestille sig: fra bag et cykelstyr. Udrustet med et kamera tager han dagligt billeder og lægger op på sin Instagram-profil. Men for Oliver handler det ikke kun om at dele København med verden – det er ligeså meget for hans egen skyld. Både som en udfordring og som en oplevelse.

 

Hele den her idétænkning var egentligt et produkt af en proces, hvor jeg netop tænkte, at jeg synes, det kunne være sjovt at udfordre det her sociale medie Instagram, og se hvad man egentlig kan drive det til. Jeg vidste, at jeg havde gode forudsætninger og interessen inden for cyklisme og GoPro, og så var det egentlig bare at få et helt klart koncept.

Jeg vidste, at hvis jeg skulle gøre det, ville jeg gøre det 100% og sætte mig nogle mål. Men samtidig fandt jeg også ud af, som også ligesom er en af meningerne med konceptet, at jeg kan genopleve København. Samtidig er det en opfordring til andre om, at man skal kigge ordentlig efter i sine omgivelser. Også når man ‘bare’ cykler. Det kommer sig af, at jeg på et tidspunkt virkelig følte, at jeg på mange måder tog København for givet. Man ser ikke rigtig, hvad det er for en by. Man er der bare. ’Behindhandlebars’ er også en måde personligt for mig at se efter og sætte pris på min by.

 

For Oliver og behindhandlebars var interessen fra følgere stødt stigende fra starten, hvilket senere mundede ud i forskellige sponsorater. I øjeblikket befinder Oliver sig på udveksling i Taipei, hvor et ungt firma under navnet College Bikes har sponsoreret med en cykel, som Oliver så bruger på sine billeder. Selv giganterne fra GoPro har han fået en aftale i hus med. Der er dog ikke nogle økonomisk støtte at hente her, men derimod en masse oplevelser som Oliver bliver inviteret til på GoPros vegne.

 

Når nu interessen for Oliver og hans projekt er stor fra både følgere og sponsorer, så kan man stille spørgsmålstegn ved om glæden bliver afløst af et forventningspres. Det er Oliver enig i, men det stopper ham dog ikke.

 

Presset er ikke nødvendigvis negativt, synes jeg. Jeg kan godt lide, at jeg har en eller anden form for forpligtelse til at ligge et billede op hver dag. Fordi det er klart, at det ikke nødvendigvis var ligeså sjovt at lave det her projekt i vinters, som det er nu, haha!

Men på den anden side, så ligger der jo et eller andet pres i forhold til, hvad det ‘normale’ er. Jeg vænner jo også mine følgere til, at jeg ligger et billede op hver dag, og der skal mere og mere til, før de bliver rigtig imponerede.

 

Olivers optur har også fået ham til at overveje at kommercialisere behindhandlebars, men dette ser han som en udfordring, da han føler sig begrænset af sit koncept. Desuden bliver det ifølge Oliver svært at bevare sin kunstneriske integritet og følgernes tillid, hvis man overgiver sig til kommercialismen. Men for ham handler det ikke umiddelbart om penge, men om de oplevelser han får og kan dele med resten af verden.

 

For os andre er spørgsmålet nu, om vi kommer til at se mere til Oliver i fremtiden? Enten som nomineret til en pris eller eventuelt som en mangemillionær. Foreløbigt kan man følge behindhandlebars på Instagram eller blot holde øje med en høj fyr på cykel med et GoPro-kamera i hånden, der dokumenterer skønheden ved København til resten af verden.

 

Kommentarer