Anmeldelse
BEAUTIFUL BOY: Følelsesmæssigt frakoblet misbrugsdrama

Af Olivia Alleslev

Jeg tilskriver mig ærligt flokken, der havde set frem til at spæde januars mørke kuldehelvede lidt op med et gedigent misbrugsdrama, anført af tragikomikeren Steve Carell (The 40 Years Old Virgin, The Office US) og Hollywoods nye darling Timothée Chalamet (Call me by your Name, Ladybird).

Det er intet under, at Felix van Groeningens Beautiful Boy er blevet kørt i stilling til at være årets helt store tåreperser med dens udforskning af et tiltagende stofmisbrugs nedslidende effekt på alle de pårørende, primært faren David Sheff (Steve Carell). Der er noget utroligt smertefuldt ved præmissen om, at han skal se sin teenagesøn Nic (Timothée Chalamet) gradvist henfalde til metamfetaminens sirenekald, mens planer om college og talentdyrkelse erstattes af rusbesættelse og brudte løfter vist i en montagelignende flashbackstruktur for ikke et øjeblik at lade tilskueren glemme den tabte uskyld.

Desværre er præmissen i sig selv det mest smertefulde; har man selv snerten af fornemmelse for at sætte sine forældre gennem hårde tider, sympatiserer man med David, der magtesløst følger sin søns selvdestruktion – og man sympatiserer med Nic, når han grådkvalt bekender, at han er ked af at være sådan en skuffelse. Men igen er det mest tanken og egne erfaringer, for filmen selv falder fladt og fremstår følelsesmæssigt frakoblet med en form for poleret distance til realiteternes råhed.

Beautiful Boy er filmatiseringen af biografierne skrevet af henholdsvis David Sheff og Nic Sheff, og i bogform virker den erindringscentrerede plotdrivkraft sikkert udmærket. Filmen ender dog med at føles repetitiv og dermed også miste pondus. Selvom jeg ofte frustreres over Hollywoods rigide fastholdelse af fx berettermodellen, savnede jeg lidt en egentlig fortællestruktur; historien stagnerede, og det var svært at spotte en egentlig karakterudvikling andet end en stigende resignation fra David, hvilket efterlod én med den blandede følelse af uforløsthed og kedsomhed.

Den følelsesmæssige frakobling er dog den største mangel. Filmen finder aldrig ind til den rå, emotionelle kerne og formår derfor ikke at ramme eller røre én efter intentionen. Måske det skyldes den afbrydende, flashback-insisterende klipning, der netop frarøver de barske scener muligheden for en regulær følelsesmæssig indvirkning. I andre tilfælde kammer sentimentaliteten over ved erindringen af Nics udvikling fra begavet barn til gultandet gydeskravl i en sådan grad, at det følelsesfulde helt forgår.

Den æteriske wonderboy Timothée Chalamet gør det ellers godt som den smukke dreng, og det er generelt kemien mellem ham og Steve Carell, der i sidste ende redder filmen og gør den til et solidt værk. Resten af karaktergalleriet falder lidt i ét med det triste tapet, selvom scenen, hvor papmoren Karen (Maura Tierney) kaster sig ud i en biljagt af Nic og hans kæreste Lauren (Kaitlyn Dever), er blandt de stærkere øjeblikke, da der gives plads til at dvæle ved nogle bundærlige, følelsesladede reaktioner.

Alt i alt er Beautiful Boy ikke en dårlig film. Den er bare heller ikke en tårefremkaldende mavepuster som lovet, og hele affæren glider i glemslen, selv mens historien stadig tøffer derudad. Intentionen og budskabet er klokkeklart (og fyldt med potentiale), men i udførelsen spænder filmen simpelthen ben for sig selv.

Skuffet må jeg derfor desværre erkende, at Beautiful Boy hverken formåede at gennemvarme mig eller give mig den rigtige slags kuldegysninger. Øv!

Kommentarer