Beatlemanisk tidsportræt holder sig til noderne

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen 

Spanien, 1966. I en lille landsby lærer Beatlemanikeren Antonio (Javier Cámara) sine elever engelsk ’with a little help from his friends’; og da han hører, at John Lennon – der på dette tidspunkt er større end Jesus – er i landet for at gøre (kortvarig) karriere som skuespiller, tager han prompte på en road trip for at møde sit idol. Undervejs giver han en gravid 20-årig (Natalia de Molina) og en teenagesur dreng med Beatleshår (Francesc Colomer) et lift, og de bliver selvfølgelig gode venner på turen.

Filmens titel genkender nogle måske som det mest berømte citat fra Lennons sang ’Strawberry Fields Forever’ – det er samtidig en kommentar til coming of age-historien, der ligger til grund for historien. Drengen Juanjo skal finde ud af det med piger, pigen Bélen skal finde ud af at finde ud af det med drenge, og Antonio kan ikke finde ud af synderligt meget andet end Beatles. ”Sådan er det med lærere,” forklarer han. ”Vi bruger så meget tid med børn, at vi ikke længere kan finde ud af voksne.”

Cámara bærer filmen som Antonio. Hans quixotiske mission danner selvfølgelig rammen for historien, men hans joviale løssluppenhed gør ham også til centrum i enhver scene – til tider på bekostning af ’de unge’, der først sent i filmen får andet at lave end at grine fromt og ryste på hovedet over hans excentriske udbrud.

ANMELDELSE AF:
Living Is Easy with Eyes Closed

ORDET SYNES:

3-stars

PROD. ÅR:
2013

INSTRUKTØR:
David Truebar

LAND:
Spanien

Turen sydpå forløber som en typisk road movie, med hver scene som en anekdote med begrænset relation til de øvrige. Havde man byttet rundt på rækkefølgen, havde ingen opdaget det. Da de ankommer slår de sig ned ved en strandbodega, og resten af filmen udspiller sig her: Juanjo får et arbejde, Bélen bliver venner med ejerens spastiske søn, og Antonio lægger planer med de lokale om at blive smuglet ind til Lennon. Det klæder historien, der herefter tager tid til at udfolde karaktererne.

Titlen refererer også til tidsbilledet: Franco lurer i baggrunden, men fasciststyret tematiseres kun indirekte som den indskrænkede og konservative verden, karaktererne ønsker at adskille sig fra. Ungdomsoprør er alt for stort et ord: Passiv-aggressiv utilfredshed er mere rammende. Hvilket faktisk er sigende for hele filmen. Det er en rolig film, en DRK-på-en-søndag-eftermiddag-film: Charmerende og hyggelig, morsom på en afdæmpet måde.

Det er almindeligt at måle skævhed og vildskab på en skala fra Beatles til Rolling Stones, og selvom man kan debattere længe om begge bands’ udskejelser, er målet passende i dette tilfælde, for der er ikke meget Stones over Living is Easy With Eyes Closed – og det er en skam. En del af problemet er, at filmen portrætterer en modkultur, der for længst er blevet dominerende, uden at anstrenge sig for at sætte publikum ind i tidens spændinger: Forældre er dumme, og The Beatles er gode, og på den måde reduceres en interessant historie til en sort/hvid-karikatur.

Selvfølgelig er det ikke helt fair at kritisere en film ud fra, hvad den kunne have været – og hvad den er, er heller ikke dårligt. Karikaturer kan være underholdende, ingen tvivl om det, og hvis man mangler noget hyggeligt at se med familien, er den et godt bud. Men den kunne have været mere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *