BEAST:
Romantisk thriller med et lidt for sympatisk bæst

Molls tilværelse minder på mange måder om de spækhuggere som hun beskriver og altid har være fascineret af: de virker altid til at smile, medmindre de er fangeskab, hvor de vil blive selvdestruktive og kan finde på at smadre deres egne tænder. I folkeskolen skete der et uheld, hvor Moll stak en anden pige med en kniv. Det har medført, at hendes dominerende mor holder hende under stramt opsyn i hjemmet. Moll har ligesom spækhuggere i fangeskab udviklet en selvdestruktiv adfærd, hvor man f.eks. ser hende knuge glasskår i sin hånd, så blodet sprøjter, og helt uden at trække en mine.

Men skæbnen vil Moll det anderledes i mødet med vagabonden, der Pascal skal vise sig at blive Molls vej ud af familiens småborgerlige fængsel. En mand, der repræsenterer det vilde og frigjorte – bæstet med et arret og kønt surfer look. På trods af være et udskud viser Pascal sig også at være emotionelt engageret, sjov, beskyttende og en machomand – enhver kvindes drøm, når man lige lærer ham at kende?

Som de forelsker sig i hinanden, bliver de et moderne Bonnie og Clyde par, som trodser de alle dem, der ikke vil at have at de skal være sammen. Når Moll kommer hjem smurt ind i mudder og sætter sig på familiens pæne og rene sofa, har hun aldrig følt sig mere fri – Pascal er næsten for god til at være sand.

Men som man bliver klogere på Pascals mørke fortid udvikler filmen sig gradvist fra et romantisk eventyr til en thriller. En fascinerende genretransformation af filmen, der sker, da Pascal bliver beskyldt for forfærdelige forbrydelser og skyldsspørgsmålet derefter bliver en gåde.

Pascal skal nemlig også forestille at være den charmerende psykopat: psykopaten med en glat og overfladisk charme, der er egocentrisk og har manglende empati.

Men Pascals mørkere sider er filmen ikke interesseret i at portrætterer i overbevisende grad, for filmen vil nemlig også gerne sikre seerens sympati hos Pascal for senere at kunne vende det hele på hovedet og skabe det helt store twist og WTF-moment.

Som flere kriminalbetjente fortæller i filmen, så er Pascal ikke er i stand til at elske eller føle for andre. Men det er ikke, hvad filmen viser: han står op mod Molls familie for hende, han redder hende fra et voldtægtsforsøg, han giver hende betænksomme gaver, han kommer med dybtfølte kærlighedserklæringer, han er der altid for hende, når hun har brug for det mest. Charmen er mere end bare overfladisk og han har klart empati. Der er ingen grænser for, hvor perfekt og sympatisk Pascal er – men han er også lige psykopat.

Kan man se igennem fingre med denne lidt skizofrene behandling af Pascal karakteren, får man et godt drama. Men spørgsmålet er, om Michael Pearce med sin spillefilmsdebut ikke kunne have fundet en bedre balance mellem det sympatiske og psykopatiske. For filmen vil i alt for stor grad gerne fremstille Pascal som begge dele.

Det altoverskyggende i filmen bliver dets twist, men alligevel kan man bare heller ikke komme udenom, at det fungerer. På baggrund af denne legen med publikums forventninger når filmen spændingsmæssigt utrolige højder. Men at filmen både vil være et romantisk eventyr og en thriller giver desværre nogle udfordringer med karakternes troværdighed. Der bliver taget for mange karaktermæssige friheder for at kunne tage røven på publikum.