BALLERINA: Ballet for børn og barnlige sjæle

Af Anna Wied Kofoed

Til tonerne af Tjajkovskijs Svanesøen forelsker filmens heltinde sig i balletten, mens stjerneballerinaen svæver gennem luften som en fugl over nattehimlen. Det er ikke helt med samme passion, hvormed franske og canadiske producenter har leveret animationsgenrens bud på en balletfilm.

 

Som en anden Askepot rejser den iltre, rødhårede Félicie (Juliette Schaufuss) og hendes altid trofaste følgesvend Victor (Allan Hyde) til Paris for at undslippe børnehjemmets trøstesløse skygger og forfølge deres drømme i filmen Ballerina. Félicie drømmer om at danse ballet ved den parisiske opera, men ligesom Askepot må hun kæmpe bravt for at rejse sig fra asken. Den gode fe træder til, i skikkelse af den forhenværende balletdanserinde Odette, der skal lære Félicie at mestre de rigtige trin.

 

Jeg kan levende forestille mig de endeløse timer, jeg ville have brugt foran spejlet, i færd med at indøve kunstfærdige piruetter og elegante spring. Jeg ville have skændtes med min søster om hvem af os, der skulle være Félicie og ønsket mig et par rubinrøde ballerinasko. For når man er barn, så synes intet umuligt, og mangt en lille pige har ligesom jeg sikkert drømt om en dag at stå i rampelysets skær. Så da jeg sad bænket i biografen slog det mig pludselig, hvor trist det i grunden er, at jeg ikke længere ser film med samme betingelsesløse beundring, som da jeg var 8.

ANMELDELSE AF:
Ballerina

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Éric Warin og Eric Summer

LANDE:
Frankrig, Canada

Med de afskyelige voksenbriller på, vakte filmen ikke helt samme glæde, som den ville have gjort hos mit yngre jeg. Hensynsløst bed jeg mærke i historiens manglende originalitet og skarpsindighed, og jeg savnede Disneys og Pixars intelligente, humoristiske animationsmagi. Félicies ven Victor optræder som filmens klovn, men hans evner rækker desværre kun til fjollede replikker og primitiv slapstick, hjulpet godt på vej af Allan Hydes trættende speak. Karakteren formår ingenlunde at leve op til legendariske sidekicks som Robert fra Op (2009) eller Dory fra Find Nemo (2003) (listen er lang), tværtimod glimrer filmen i hans fravær.

 

Havde jeg været 8 år gammel, var jeg hensunket i længselsfulde drømmerier om filmens blonde adonis, Rudolph (Andreas Jessen), men i lyset af min nuværende alder, var følelserne af en noget anden og mere klarsynet karakter. For det romantiske “drama”, der udspiller sig, føles både forceret og vildledende, når filmens mantra er, at man skal forfølge sine drømme. Kærlighedshistorien bliver en klods om benet og filmen taber sin vision ud af syne.

 

Havde jeg været 8 år gammel, var animationen formentlig ikke blevet ofret megen opmærksomhed. Men den er, med et mere erfarent blik, bemærkelsesværdig, som når Eiffeltårnet, endnu i sin fødsel, knejser over den franske hovedstad og solen spejler sig i operaens forgyldte tage. Der er kælet for filmens fysiske rammer, hvorimod karaktererne lader noget tilbage at ønske i den ydre såvel som den indre skildring.

 

Havde jeg været 8 år gammel, havde filmens heltinde og hendes eventyr slået benene væk under mig, og jeg er tilbøjelig til at tro, at små piger i dag vil føle samme begejstring. Moralen er i sin simpleste form ganske fin, omend udførelsen er mangelfuld. Men for mit stædigt, bankende pigehjertes skyld, vil jeg slæbe mig op på fire stjerner, som en hyldest til barndommens henrykkelse og klippefaste tiltro til verden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *