Af Marcus Uhre
For en person med et bekvemmeligt middelklasseliv kan en fiskers barske miljø nærmest ikke begribes. De evige bølger, den piskende blæst, det nådesløse hav og den lange, udmattende kamp om forsvindende små mængder fangst. Tager man med fiskerne længere ud på havet, begynder eksistensen at blive nærmest uvirkelig eller mytisk. Monoton. Og på den vuggende bølge, langt væk fra kysten, kan det være lige så svært for søulken at forstå landkrabben.
Fiskeri- og turismeindustrien kunne ikke være mere forskellige. Når disse to forcer møder hinanden i kampen om de små, autentiske fiskerbyer, slår det gnister. Det er de gnister, britiske Bait handler om: Søulken hedder Martin Ward (Edward Rowe), og landkrabberne hedder Sandra (Mary Woodwine) og Tim Leigh (Simon Shephard).
Familien Leigh har opkøbt Martins barndomshjem og resten af den gade, det ligger på, for at forvandle husene til turistboliger. Martins bror (Giles King) har ligesom så mange andre i byen bukket under for turismen. Han har gjort deres afdøde fars fiskerkutter til en havnerundfart. Så Martin står uden båd og må fiske til lands.
Bait gør op med størstedelen af de konventioner, der ellers præger den gennemtæskede socialrealisme, der har domineret områdets filmproduktion i årevis. Filmen er optaget på et gammelt 16mm-drejekamera uden hverken farver eller lyd. Dialogen er derfor indtalt i et studie, og de fire kilometer lange filmruller er udviklet i hånden. Det giver filmen et udtryk, der minder om en halvtreds år gammel fransk eksperimentalfilm med britisk eftersynkronisering.
Kameraet er også langt mere interesseret i at fange poetiske nærbilleder, end det er i at skabe sympati for karaktererne. Det kan til tider føles en smule overgjort, men det er alligevel forståeligt i forlængelse af, at filmen går imod sit socialrealistiske bagkatalog og undersøger sociale strukturer fremfor sociale relationer.
Samtidig hjælper filmens stil med at gøre dens tematik universel. Denne magtkamp i Cornwall kunne ligeså godt foregå i Skagen, der i sommerperioden er næsten ti gange mere befolket end i vinterperioden, og hvor ligeså mange turister brokker sig over fiskeriet – især dets lugt, der indrammer byen.
I midten af filmen spærrer en turist et vindue op og råber: “Klokken er ikke engang syv om morgenen, kan I ikke stoppe med det larm?” til nogle fiskere, der er på vej ud i en kutter. Fiskerne kan nærmest ikke andet end at stirre forundrende tilbage på det menneske, som i sin ferie dyrker kyststilen, men alligevel ved så lidt om den. Der er et koøje i hans stue, et fiskenet på væggen og en fiskerestaurant nede på hjørnet. Han beklager sig, fordi morgenvækning ikke stod i brochuren.
Bait kommer næppe til at revolutionere den britiske socialrealisme, men det er en imponerende debut fra en instruktør med noget på hjerte og forhåbentligt kun den første i en række af unikke film. Splitte mine bramsejl!
Kommentarer