Ordet

“Helt fortjent kommer filmen til Danmark med hæder og rosende ord fra både diverse festivaler og anmeldere verden rundt, og så er det i øvrigt ganske forfriskende at se en film, der foregår uden for Hollywoods sædvanlige comfort zone.”

“It’s a Wonderful Life er en julefilm fra 1946, men de temaer, den tager op, er hverken sæsonbestemte eller forældede. Det handler om at skabe det liv, man ønsker sig eller at acceptere det liv, man får, da visse ting er større end en selv.”

Interview. Daniel har mødt den danske instruktør Ask Hasselbalch til en snak om forventningspres, den gode 2’er og fremtiden, både for Antboy, men også for instruktøren selv, der kan høre Hollywood kalde.

“Man ved aldrig helt, hvordan man skal forholde sig til de fuldt ud tåkrummende situationer, som til tider virker lidt for genkendelige. Flere indstillinger starter dybt rørende, men kammer over i det forrykte og bliver fænomenalt morsomme. “

“Med Hobbitten: Femhæreslaget siger Jackson & Co. en gang for alle farvel til en filmisk saga, der har indskrevet sig i filmhistorien. Og mens Hobbitten-trilogien aldrig rigtig formår at løsrive sig fra Ringenes Herre, har den anden trilogi alligevel budt på mange glædelige gensyn.”

INTERVIEW: Ordet har taget en snak med den svenske instruktør Ruben Östlund, som opfatter sig selv som en behavioristisk filmskaber, der viser mennesker i pressede situationer.

Signe kigger nærmere på kostskolefilmen, hvis protagonister ofte er utilpassede unge, der bravt tager kampen op imod systemet inden for skolens tykke mure.

“Der er masser af gode og aktuelle politiske undertoner, men filmen ved ikke helt, hvad den skal med dem. Det hele kan desværre visuelt som fortællemæssigt nedbrydes til en række idéer, som andre fik først og udførte lidt bedre”.

“Scherfig formår at skabe en næsten ubærlig kontrast mellem de usympatiske drenge og den godtroende krovært, hvilket holder publikum på stolekanten gennem hele affæren ved at tvinge os til at fastholde blikket, når man har mest lyst til at kigge væk”

“‘The Homesman’ har masser af tyngde, og den bevæger sig langt udenom genrens gennemtærskede klicheer”.