CHARMØREN:
Autentisk, fascinerende og forførende

”Hvad tænker du på?” Sådan lyder den første linje i Milad Alamis debutfilm Charmøren, og det står snart klart, at hverken vi eller manden, der stiller spørgsmålet, kan få et svar.

Filmen fortsætter fra sin opsigtsvækkende åbningsscene med at introducere os til Esmail (Ardalan Esmaili). Han er mellemøstlig (fra Iran, som vi lærer senere). Han vasker sit tøj i hånden, glatter sit jakkesæt møjsommeligt, og tager til sin kærestes familiefest. Hun slår op med ham samme aften. ”Jeg ved jo ikke noget om dig,” forklarer hun.

Vi ved heller ikke noget om ham. Vi følger ham i fokuserede shots gennem gange, rundt om hjørner og til fester, men hvad vi ved om ham bliver kun langsomt stykket sammen i løbet af filmen: han har været i Danmark i over to år; hans opholdstilladelse er i fare; samleve eller ægteskab vil redde ham. Til det formål tager han på bar for at forføre danske kvinder.

Det er ikke svært at forstå, hvorfor han oplever succes som charmør—det er ikke blot den eksotiske side ved ham. Han ser godt ud, taler med omtanke, og hans øjne er på én gang følsomme og fjerne. Det er også, hvad betager os som publikum: der foregår noget dybere i hans følelsesliv, men hvad?

Kvinden, der endelig drager det ud af ham, er Sara (Soho Rezanejad), en andengenerationsindvandrer, der taler hans sprog, og bor med sin mor, der har bevaret den iranske kultur i deres hjem. Denne familie bliver den røde tråd, der binder Esmails fortid sammen med hans liv i Danmark, men er der en fremtid at finde hos dem?

Der er en enorm autenticitet ved Charmøren. Esmail snakker en naturlig blanding af engelsk, dansk og persisk, Saras hjem føles som et ægte immigranthjem, og de adskillige sexscener virker ikke så optagede af at ophidse tilskueren, men mere af at præsentere den intimitet, der er blevet en del af Esmails hverdag. Skuespillerne er også relativt ukendte, så det er næsten distraherende, når den velkendte Lars Brygmann dukker op i en vigtig birolle.

Filmen kunne nemt gå hen at blive en prædiken om immigrationslove, og selvfølgelig er den debat ikke til at adskille fra Esmails liv. Til en vis grad opstår konflikten i filmen, fordi systemet leder efter binære ting som ”samboende” eller ”gift,” men ignorerer de dybere følelsesmæssige konsekvenser af disse krav—konsekvenser, som Esmail kommer til at mærke, især når Lars Brygmanns karakter viser sit sande ansigt.

Milad Alami vælger klogt at fokusere på sin hovedperson uden at lægge klar dom. Esmail er nemlig en meget interessant karakter, og som vores forståelse af ham bliver mere kompleks, bliver hans interne konflikt meget større, end de systemer, der bragte ham i klemme.

Men denne opbygning berøver også filmen fra den kraft, den måske kunne have. Det er et karakterstudie, hvor vi først for alvor forstår karakteren til allersidst. Et drama bliver gjort til et mysterium, og trods mysteriet er fængende, er den dramatiske finale en eksplosion af følelser, man kunne have savnet i optakten.

Sagen er stadig den, at den følelsesladede finale er forrygende. Charmøren er en fængende debut. Det er en film, der er lavet med stil. Æstetisk interessant, når den vil være det; sexet, når den vil være det; og tårevældende, når den endelig omfavner sit publikum. Distanceret og kold til tider, men forførende hele vejen igennem.