Når valget ikke længere er ens eget

Af Stine Bergrud Westerlin

Lyden af roterende dæk mod sand. En motor stopper. Et ørkenlandskab indrammer billedet, og ud af bilen træder krigsfotografen Rebecca (Juliette Binoche). Forude står en række messende kvinder iklædt burkaer og kigger ned på en kvinde i en grav. Kvinden ligger stille. Rebecca giver et indforstået blik til en kvinde på den anden side af graven og begynder at tage billeder af optrinnet. Da kvindernes messen holder inde, åbner den liggende kvinde øjnene, rejser sig og går.

Intens fra begyndelsen

Startsekvensen i A Thousand Times Goodnight kaster os hurtigt og intenst ind i ukendt territorium. Vi befinder os i Kabul, hvor Rebecca følger en gruppe selvmordsbombere. Vi ser, at kvinden fra graven sirligt vaskes under en rituel renselsesproces og efterfølgende iføres en sprængfarlig vest. Kvinden kysser sine omgivelser farvel og sætter sig ind i en minibus med kurs mod byen. Rebecca følger med og foreviger det hele med kameraet.

Rebecca føler sig draget af konflikt, hendes fotografier er et kald og en forpligtelse.
Rebecca føler sig draget af konflikt, hendes fotografier er et kald og en forpligtelse.

Som seer begynder man at granske scenariet og hvilepulsen ryger hurtigt over de 100. Ikke på grund af frygten for at bomben kan detonere når som helst, men fordi spørgsmålet om Rebeccas beslutning om at sætte sig ind i bussen med disse folk trænger sig på. Hvem er hun? Hvor er hun i tankerne? Hvorfor gør hun det?

Lige så hurtigt som disse spørgsmål melder sig, lige så hektisk bliver følgen af ovenstående scenarie. Rebecca stiger ud af bilen, bomben sprænger og med den også historien og svarene på de spørgsmål, der cirkulerer omkring kvinden, der hidtil så anonymt har gemt sig bag linsen.

Det svære valg

Den norske instruktør Erik Poppe, som selv har bevæget sig i konfliktområder som filmfotograf, har begået en film, der kompromisløst tør gå i berøring med de betændte krigszoner, både på billedsiden og mellemmenneskeligt. De dominerende gråmelerede farver hænger som en tung sky af melankoli over Rebecca, der undervejs tvinges til at vælge mellem sin farefyldte passion eller familielivet i Irland med manden Marcus og deres to døtre. Valget er en central tematik i filmen; valget mellem familien og den landlige idyl eller arbejdet, hvor det i bestræbelsen på at dokumentere krigens mange ansigter er med livet som indsats.

”Jeg begyndte på noget derude, som jeg ikke kan flygte fra.” Således begrunder Rebecca sit valg over for sin datter. Det stiller samtidig spørgsmålstegn ved, hvilken pligt vi som mennesker har over for vores medmennesker, for hvad er størst, familien eller dokumentationen af de millioner af mennesker, som må lade livet på baggrund af krig?

Idealistiske, lidenskabelige Binoche og jordnære Coster-Waldau er et umage par.
Idealistiske, lidenskabelige Binoche og jordnære Coster-Waldau er et umage par.

Danske Nikolaj Coster Waldau udfylder rollen som overbærende husbond fint og har fødderne solidt plantet i jorden. Af den grund er han en desto større modpol til Binoche, som med sit konstant lidende udtryk næsten bliver for meget af det gode. Forholdet mellem de to er til tider for utroværdigt, især fordi oplysninger om deres fælles baggrund og valget af utraditionel livsstil udelades.

Flot skildring af kontrasterne

Poppes mission er tydelig. Følelserne, magtesløsheden og absurditeterne man som seer konfronteres med, udtrykkes stærkt af Rebecca ”Rædslen. Lidelserne. Jeg vil have folk til at få kaffen galt i halsen, når de åbner avisen, de skal se og føle og reagere”. Poppe rammer plet på de fleste planer. Han balancerer fint kontrasterne ikke blot narrativt, hvor familieidyllen i de irlandske fjelde står over for døden, ødelæggelsen og ensomheden i de krigsramte områder, også på billedsiden mødes vi af Rebecca; en kvinde, der afstår tankerne om krig gennem terapeutiske løbeture langs stranden, men i poetiske drømmesekvenser med vandet som metafor for den rituelle renselse igen konfronteres med de stærke følelser omkring sit arbejde. Men verden er et sodet, støvet og beskidt sted og hendes eskapisme er dømt til at fejle. Rebecca er fanget i et ingenmandsland, hvor der hverken er plads til kernefamilien, for mest af alt har ”verden brug for at se lidelserne og smerten”, men snart heller ikke den kompromisløse passion til arbejdet, hun hidtil har dyrket.

Rebecca er en eksistens, der ikke forstår at udfylde tilværelsen med hverdagsbanaliteter. Hun er fanget i en spiral, hvor valget ikke længere er hendes eget, hvor kraftigt hun end ønsker at balancere det hele.

ANMELDELSE AF:
A Thousand Times Good Night

ORDET SYNES:
5-stars

PROD. ÅR:
2013

INSTRUKTØR:
Erik Poppe

LAND:
Norge og Irland

Plottet er til tider sprængfarligt, men søger frem for alt at dyrke Rebeccas eksistentielle og idealistiske tilgang til verden gennem nogle intense konfrontationer mellem hende, familien og omverdenen ledsaget af en underspillet lydside, der giver plads til de flotte og instinktive billeder og skuespilpræstationer. Filmen bæres af Binoches intense skuespil og de nærværende og eksplicitte billeder, som ikke foreløbig vrister sig fri fra nethinden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *