ARRIVAL: Det universelle filmsprog

Af Niels Kristian Bonde Jensen

Tiden står stille, da 12 enorme rumfartøjer pludselig ankommer til jorden. De er kommet ud af det blå og har placeret sig på 12 (umiddelbart tilfældige) steder rundt om på kloden. Hele verdens militær står i fuld beredskab, og optøjer blandt befolkningen truer verdensfreden. For hvad er de fremmedes intention, og hvorfor har de valgt at lande på lige netop Jorden?  For at besvare dette spørgsmål allierer den amerikanske hær sig med sprogforskeren Louise Banks (Amy Adams) og fysikeren Ian Donnelly (Jeremy Renner), der skal forsøge at etablere kontakt til rumskibenes beboere.

Sprog er grundstenen for al civilisation har Louise skrevet i et af sine studier. Filmen bruger, som det er kendetegnende for sci-fi genren, tilstedeværelsen af menneskefjern teknologi og livsformer til at udforske, hvad det egentlig vil sige netop at være menneske. Men hvor andre alien-invasion-film (Independance Day, War of the Worlds) bruger de fremmede til at illustrere, hvordan menneskeheden danner fælles front i mødet med en umiddelbart overlegen fjende, insisterer Arrival på, at det som faktisk gør os unikke, er vores evne til at kommunikere på tværs af kulturer, sprog og i sidste ende, tid og rum. Et budskab, der synes uhyre relevant i en tid, hvor verdenen er ved at mure sig selv inde, og den fremmedfjendske kikkert ikke blot er vendt mod stjernerne, men også mod naboens indkørsel.

ANMELDELSE AF:
Arrival

ORDET SYNES:6-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Denis Villeneuve

LAND:
USA

Arrival er instrueret af canadiske Denis Villeneuve, der med titler som Sicario (2015), Enemy (2014) og Prisoners (2013) har markeret sig som en af filmverdens absolut mest lysende talenter. Et omdømme, der nu bliver endnu tydeligere cementeret. Arrival er nemlig langt hen ad vejen en fabelagtig film. Billederne af kontakt-teamet, der bevæger sig dybt ind i rumskibets mørke indre, understøttet af Johan Johannsons mystiske og faretruende score, er det mest absorberende og stemningsmættede, jeg længe har oplevet i biografen.

Amy Adams er perfekt underspillet sympatisk som hverdagsheltinden, der sidder fast i en grå og ensom tilværelse, indtil mødet med de fremmede giver hende en ny mulighed for at bearbejde fortidens tab og sorg. Og sidst, men absolut ikke mindst, frembringer sidste akts plotkrølle (bare rolig, ingen spoilers) et smukt og resonerende budskab om sammenhørighed, ikke blot på tværs af landegrænser og kulturer, men blandt alle universets (måske mange?) livsformer.

Der er mindre skønhedsfejl hen ad vejen. Eksempelvis får forholdet mellem Louise og Ian aldrig rigtig lov til at folde sig ud, og i det hele taget fremstår Ian som en lidt uudviklet bifigur i forhold til hans egentlige betydning. Derudover kan enkelte plotelementer godt virke en smule forhastede, som f.eks. da militæret beslutter sig for at bringe Louise i kontakt med rumvæsenerne efter at have afvist hende i første omgang. Det føles dog som småting i forhold til den overvældende fornemmelse, som filmen efterlader i kroppen, også længe efter slutteksterne har rullet over skærmen.

Måske får Arrival´s perfekt timede udgivelsestidspunkt (det eneste bedre ville være, hvis filmen havde haft premiere d. 9. november) den til at fremstå en tand stærkere og mere relevant, end den egentlig er. Fantastiske biografoplevelser skal dog belønnes, og Arrival er en af de mest gribende, tankevækkende og essentielle film, man kan opleve på det store lærred i 2016.

Kommentarer