PORTRÆT:
Armando Iannucci: Den politiske satires maestro

“If you do think about running with this pill story, I’ll personally fucking eviscerate you, right? I mean, I don’t have your education, I don’t know what that means. But I’ll start by ripping your cock off and I’ll busk it from there. OK?”

Så er tonen slået an. Ovenstående er blot en af mange vidunderlige profane tirader fra karakteren Malcolm Tucker, spindoktoren over alle spindoktorer. En mand, der ikke går af vejen for ikke blot at verbalt kastrere sine medarbejdere, men også spolere sine politiske med- og modstanderes liv.

Men før sadisten Tucker kaprer hele pladsen, skal ophavsmanden introduceres.

Armando Iannucci blev født den 28.november 1963 i Glasgow, på hvad man med overvejende sandsynlighed kan antage har været en regnvåd og gråkedelig dag. Sønnen af en italiensk immigrant overvejede en karriere som præst, men udsigten til et liv med kyskhed og lydighed fik ham på andre tanker.

En selvfed radiovært

Efter et par år med søgen efter sit kald, lå kursen nu fastlagt – comedy. Iannucci startede ud i radioverdenen, hvor han mødte kreative ligesindede og skabte flere underholende karakterer. Især den småracistiske og ubehøvlede vært Alan Partridge, spillet af Steve Coogan, havde noget der ræsonnerede med publikum. Endog i en sådan grad, at den fik sin egen tv-serie, specials, en bogbiografi og endda en film i 2013, Alan Partridge: Alpha Papa.

På trods af at det var en typisk serie, dåselatter og det hele, så kan trækkene til senere projekter anes allerede her; den meget realistiske verden, fraværet af intelligente autoriteter og, ikke mindst, en usædvanlig omgang kreative tilsvininger. Dog ikke lige så eksplicitte som i hans store gennembrud, gennempryglingen af britisk politik og spin, den sublime og spidende The Thick of It (2005-12).

Galningenes indtog

Som en gang Yes Minister (1980-84) på meth, kom serien om inkompetente politikere og deres stab i 2005 med 2×3 afsnit. Begge omgange var fokusset på ministeren, for det fiktive ministerium Department of Social Affairs and Citizenship, Hugh Abbot og hans, mildest talt, mindre kvalificerede stab. Alle har kun øje for, hvordan de kan gavne deres egne karriere, ikke mindst den machiavellistiske Malcolm Tucker.

En af seriens styrker ligger i de lettere improviserede scener, et kendetræk fra Iannucci som går igen i alle hans projekter. Peter Capaldi, legemliggørelsen af føromtalte Tucker, fortæller hvordan ”Fundamentally 80% of the final cut is the script that we started with. The improvisation just makes it feel more real and not written”.

Tilsat en næsten cinema vérité filming, med håndholdt kamera, ingen underlægningsmusik eller dåselatter, bliver oplevelsen tåkrummende morsom. Når inspirationen så er hentet fra virkelighedens politiske scene i UK, som altid er god for en tåbelig skandale eller to, er der ingen grænser for galskaben. Blandt andet formår Abbot at sende et voldsomt profant brev til en 8-årig pige.

En lille krigs intermezzo

Mellem sæson 2 og 3 tog Iannucci og co satiren til nye højder. I In the Loop (2009) er handlingen rykket op på internationalt plan – endnu en dum minister udtaler sig kluntet i et radioprogram, så krig i mellemøsten bliver skiftevis af- og bekræftet. Således starter et kapløb i USA og UK om at finde ud af, hvad der sker, og ikke mindst komme ud af det hele, så man ser så favorabel ud som mulig. Filmen foregår i samme univers som Thick, og flere af de samme skuespillere medvirker, men på nær en enkelt, så er det kun Capaldis Malcolm Tucker der er karakter-genganger.

Igen er det ikke den øverste politiske top der følges. Det er dem lidt længere nede i systemet, dem der laver politikken vi lurer på. Hvilket er i fuld ånd med, hvordan Iannucci ser moderne politik; ”We don’t go up to White House level. We deal mainly with state department underlings, the kind of people that actually make decisions with enormous political consequences”.

Loop blev nomineret til en Oscar for bedste adapterede manuskript. Et af mange højdepunkter er scenen, hvor Capaldis Tucker møder en amerikansk general, George Miller, spillet af James Gandolfini. Han er som sædvanlig fysisk intimidering legemliggjort, og derfor er det desto mere underholdende, når Capaldi ikke lader sig kue. Ordene alene gør ikke denne udveksling fyldest, man skal opleve disse to alfaers territoriale pisninger.

Uncle Sam kalder

2 sæsoner mere af Thick fulgte derefter, dog kun den ene med Iannucci som primus motor. Som det efterhånden er kutyme, så skal der komme et amerikansk remake, hvis en film eller serie er succesfuld. Et gudjammerligt ringe remake fra ABC kom dog ikke længere end et pilotafsnit, før den ide blev lagt i graven. Til gengæld meldte HBO sig på banen, en udbyder der rent faktisk ville kunne vise de profane tirader, som var et af Thicks varemærker.

I stedet for et en-til-en remake, valgte Iannucci og HBO en ny historie, men tonen og stilen fra Thick blev bevaret. Veep (2012-) handler om den amerikanske vicepræsident, Selina Meyer (Julia Louis-Dreyfus), og det vidunderlige cirkus, som er amerikansk politik. Formlen med groteske inkompetente folk med politisk indflydelse er bibeholdt, men her er ingen wünder-spindoktor som Tucker.

Til gengæld giver det nye miljø mulighed for mere aparte scenarier. Her vælger man også at tage menageriet til den absolutte top i sæson 4 med Meyer som præsident. Derfor var det ekstra vigtigt for Iannucci at holde fast i showets essens;”It should always feel like the show and you should always feel like it’s an episode of that show that you’ve been watching – it shouldn’t feel like the tone has completely changed – but we just needed to make sure that now her actions have enormous consequence nationally and internationally”.

Fra en tyran til en anden

Efter 4 sæsoner overlod Iannucci showet til comedy veteranen David Mandel. Med familien i London var det lettere anstrengende at pendle frem og tilbage til USA. Så var der også lysten til at lave en ny film.

Valget faldt på en lille fransk tegneserie omhandlende magtkampen efter Josef Stalins død (læs Troels’ anmeldelse her!). Umiddelbart lyder det usandsynligt, at man kan få noget sjovt ud af et af de mest brutale diktaturer i verdenshistorien. Hvilket man også bliver mindet om flere gange, primært igennem den djævelske chef for sikkerhedstjenesten, Beria (Simon Russell Beale), en af de mest nederdrægtige og udspekuleret karakterer i 2017. Træk som går igen hos mange af Iannuccis personer.

Man kunne nemt få et billede af en stereotypisk skotte der går og er vred på verdenen hele tiden. Men ifølge medforfatter på Stalins død, David Schneider, så er det ikke så meget vrede, men mere frustration over at folk ikke agerer bedre end de gør; ”Apart from his comic genius, at the core, Armando is a moralist.He’s not an angry man (…) but he has a moral anger at his centre and that’s what motivates all his work – an anger that people aren’t better”.

Det er den ”moralske vrede” der har drevet Armando Iannucci i alle disse år til at spidde ikke blot den politiske scene, men også mennesker generelt. ”Do better”, ikke blot passivt se til mens tingene er ved at blive skyllet ud i toilettet. Gør en forskel, vær bedre – noget vi alle kan, og ikke mindst bør stræbe efter.