Anmeldelse
APOLLO 11: Rumeventyr uden fantasi

Af Alma Nordenbæk

Den første halve time er jeg overbevist om, at Todd Douglas Millers dokumentar om månemissionen skal have seks stjerner. Lydsiden er fantastisk, tempoet poetisk, og billederne har den der lækre, mælkede 60’er-kvalitet. Jeg har allerede mentalt skrevet mit rave review. Men snart mister historien sit momentum, og Apollo 11 formår i stedet at forvandle et af verdenshistoriens største og mest nervepirrende øjeblikke til noget nærmere en ren banalitet.

Filmen har ellers de mest utrolige forudsætninger. Tæt på et halvt århundrede efter USA første gang landede på månen, gjorde Miller og NASA i 2017 et opsigtsvækkende fund: 11.000 timers 65-mm-optagelser aldrig før set eller hørt. Det er optagelser af rumingeniørerne i kontrolrummene, Buzz Aldrin og Neil Armstrong, maskinerne ved raketrampen, og de flere hundrede tilskuere, der mødte op for at se opsendelsen med egne øjne.

Og det har virkelig været som at finde guld. Klare, flotte billeder, der gør sig godt i fuld IMAX og på et lærred så stort som en basketballbane. I stil med den passivt observerende direct cinema tilføjer Miller ingen voice-over eller interviews. Vi er fluen på væggen under forberedelserne til rejsen, månelandingen og astronauternes hjemkomst. Af og til bliver de fundne optagelser suppleret af arkivmateriale fra tv, men den eneste nutidige tilføjelse (foruden lyden) er et par forklarende tekster hist og her.

Så hvorfor fungerer det ikke? Først og fremmest fordi det bliver kedeligt. Vi kender alle historien og har set den gengivet utallige gange i fakta og fiktion. Fundet af de gamle optagelser har en nyhedsværdi, som betager og fascinerer i begyndelsen. Men når vi når til selve affyringen, har effekten lagt sig, og der tilføjes intet nyt. Modsat andre dokumentarer, der tager en lignende observerende tilgang, får vi ikke indblik i nye forhold, personer eller miljøer. Det bliver et øjebliksbillede uden meget indhold.

Opgaven har også været svær. I et forsøg på at skabe dynamik og spænding i 90 minutters arkivmateriale, indsætter Miller en række split screens, der sammenstiller arbejdet i kontrolrummene med astronauternes arbejde i rummet. Men resultatet er kaotisk, og klipningen er et mærkeligt skift fra filmens øvrige eftertænksomme tone. Apollo 11 er måske både smuk og stemningsfuld, men den mangler fantasi og ambitioner.

Noget bedre går det filmens lydarbejde, særligt omkring filmens højdepunkter. Da uret begynder at tælle ned til affyring, bliver tallene på skærmen akkompagneret af tunge pulsslag, som får brystkassen til at vibrere. Det er i gyldne øjeblikke som disse, at man mærker projektets storhed. Desværre drukner følelsen hurtigt i ligegyldighedens pløre.

Kommentarer