Antologiserien – tv’s nye hitformat

Af Signe Lilja

I 2011 overraskede FX’s ’American Horror Story’ alle ved at annoncere, at anden sæson ville starte med en helt ny historie, et helt nyt sted, med helt nye karakterer. Seriens co-creator Ryan Murphy udtalte, at ’every season of the show will be a different haunting’. Det, der altså ville binde seriens sæsoner sammen, var temaet; det såkaldte ’antologiformat’ havde fundet sin nyeste vej ind i moderne TV.

En ikke helt almindelig forbrydelse

Det nyeste skud på stammen er HBO’s ’True Detective’ og FX’s ’Fargo’ fra 2014, der også gør brug af antologiformatet. 

Illustration: Signe Lilja
Illustration: Signe Lilja

’True Detective’ er skrevet af den nykomne Nic Pizzolatto og instrueret af Cary Fukunaga (Sin Nombre, Jane Eyre). Den afsluttede sin første sæson i marts 2014 og har været på alles læber lige siden. Første sæson består af 8 episoder og omhandler de to detektiver Rust Cohle (Matthew McConaughey) og Martin Hart (Woody Harrelson), der over en periode på sytten år jagter en massemorder i Louisiana. Umiddelbart lyder det som et hvert andet whodunnit plot, men dette er ikke tilfældet. True Detective følger komplekse karakterer og fortæller en original, mystisk og dragende historie, der, som serien skrider frem, egentlig bliver mere og mere uklar omkring hvem og hvad, der jages.

Gennem sæsonen bliver der krydsklippet mellem Rust og Harts arbejde i 1995 og separate interviews med de to detektiver, der beretter om sagen i 2012. Det komplekse narrativ hjælper også serien til at gå ud over de traditionelle tv-konventioner. Rust er i 2012 tilsyneladende gået helt i hundene og har ikke snakket med Hart siden 2002. Spørgsmålet bliver således ikke kun ’hvem er morderen’, men hvordan er karaktererne endt hvor de er, og hvad skete der i 2002? I slutningen af sæsonen får vi svar på disse spørgsmål, og dermed ender historien om Rust og Hart definitivt. Serien er tænkt som en antologi og derfor vil næste sæson vil omhandle ny karakterer og skifte location, men stadig fastholde temaet.

Nye toner til en kultklassikker

Det samme format er brugt i ’Fargo’ skabt af Noah Hawley, der strækker sig over 10 episoder, og er bygget over Coen-brødrenes spillefilm af samme navn fra 1996. Netop dette blev mødt af en del skepsis inden seriens premiere. Det burde ikke være muligt at lave en tv-serie over en så ikonisk kultfilm. Hawley modbeviste alle, og serien modtog prisen for bedste miniserie ved årets Emmy-awards. Serien foregår stik modsat True Detectives varme Louisiana i det kolde snedækkede Minnesota, og omhandler den underkuede forsikringsmand Lester Nygaard (Martin Freeman), der ved et uheld kommer til at bestille et mord på sin gamle skole-mobber af den fremmede psykopatiske lejemorder Lorne Malvo (Billy Bob Thornton). Derfra går det kun ned ad bakke for Lester, som skal prøve at sno sig uden om både politi og gangstere.

Udover en kærlighed til Coen-brødrenes originalfilm, der mærkes i både cinematografi, dialog og humor, er serien helt sin egen. Igen er det komplekse narrativ brugt til at holde os fast. Vi bliver tit ført af sporet af scener, der ikke umiddelbart har noget relation til det pågældende plot, men først senere bliver en del af puslespillet af karakterrelationer. Uden at afsløre noget efterlader serien os med en meget lukket slutning, der implementerer, at næste sæson kommer til at omhandle en helt anden historie.

Med nyt format følger nye muligheder

Antologiserien præsenterer helt nye muligheder for tv-seriens form. Modsat lange episodeserier, hvor hovedforfatteren formulerer den overordnede idé til en serie og derefter overgiver episoder til forskellige forfattere, kan en antologiserie på 8-10 episoder blive skrevet af den samme forfatter, der således har overblik over historien fra start til slut. Dette giver en

Illustration: Signe Lilja
Illustration: Signe Lilja

auteurstatus til seriens forfatter eller skaber, der ellers tidligere har været tildelt filminstruktører. Vi får altså præsenteret en vision, der i True Detective og Fargo bringer en vis form for kunstnerisk integritet til serien.

Et mere tydeligt aspekt ved antologiserieformatet er castet. McConaughey, Harrelson, Freeman og Thornton er skuespillere, der normalt boltrer sig på det store lærred. At karaktererne bliver udskiftet i hver sæson gør, at store skuespillere ikke behøver at skrive en kontrakt, der varer flere år og dermed sige farvel til andre jobs. Det er en win-win situation for både skuespillerne og seriens skabere. Tv-serier skaber i øjeblikket spændende historier med udfordrende og komplekse karakterer (eks. Breaking Bad, Sopranos). Det er jo ideelt, at man som skuespiller kan få lov til at være med, bare ved at filme et par måneder og så gå videre til andre projekter, og fra skabernes synspunkt er der en vis penache i at have store filmskuespillere på plakaten for ikke at glemme, at McConaughey, Harrelson, Freeman og Thornton giver intet mindre end fantastiske præstationer og dermed øger seriens oplevelsesværdi. Det er blevet offentliggjort, at Vince Vaughn og Colin Farrell skal spille med i True Detectives anden sæson. Umiddelbart utraditionelle valg, men mon ikke, Nic Pizzolatto ved, hvad han laver.

I like to foster a certain sense of disorientation

Et andet punkt, hvor antologiserieformatet kommer til sin ret, er, hvordan vi ser tv-serier. De ny streamingtjenester har gjort det muligt at bingewatche tv-serier. Altså se flere episoder eller måske endda en hel sæson på en gang. Det er helt sikkert noget, som serieskaberne har i bagtankerne, når de vælger at skrive komplekse eller dekonstruerede narrativer. Som Fargo-forfatteren Noah Hawley har udtalt. ’I like to foster a certain sense of disorientation, so if you are bingewatching, you won’t know where you are when you start the next episode’. Fargo’s brug af flashbacks og puslespilsfortællinger har altså en effekt, der ikke kun tjener publikummet, der følger med hver uge, men også dem, der vælger, at se flere episoder efter hinanden, og måske også giver seeren lyst til at se serien igen.

Stopper, mens legen er god

Både True Detective og Fargo  har kun lige afsluttet deres første sæsoner og har som sagt kun modtaget positiv kritik. Spørgsmålet er, om serierne kan holde på succesen, når castet, settingen og plottet bliver et helt andet i de følgende sæsoner. Det er en smule vemodigt at tage afsked med Rust, Hart, Nygaard og Malvo, men deres historier er blevet fortalt, og man kan glæde sig over, at Pizzolato og Hawley afslutter deres fortællinger, mens legen er god, og mon ikke om de to succesforfattere har nogle andre ligeså fængende historier og karakterer oppe i ærmet. Jeg venter i hvert fald i spænding på næste kapitel.

True Detective og Fargo kan ses på hhv. HBO Nordic og amerikansk Netflix.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *