ANOMALISA: En anomali i dukke- og filmverdenen

Af Amine Kromann Karacan

Alle ansigter, som Michael Stone krydser på sin vej, er ensartede. Ansigternes stemmer er ligeså ensartede. Michael Stone er deprimeret. En dag på en forretningsrejse sker der noget uventet.

I den stemningsfulde stop motion, Anomalisa, som er instrueret af Charlie Kaufman og Duke Johnson, møder vi Michael Stone på en helt (u)almindelig håbløs dag i hans liv. Der er noget galt med Michaels verden. Der er noget galt med ham selv.

Charlie Kaufman, der tidligere har begået film som Evigt solskin i et pletfrit sind (2004) og Being John Malkovich (1999), har stor erfaring med at skildre eksistentielle spørgsmål på underfundig og underholdende vis. Disse og hans gennemførte sorte humor er ligeledes viderebragt i Anomalisa, der med sine temaer og plotskifte er som et besøg i sindets kringelkroge – der tages uventede sving og pauser, som foregår i en drømmelignende ikke-tid. Alliancen med Johnson, der har flere dukkefilm i bagkataloget, er en vellykket tilføjelse til Kaufmans yderst interessante æuvre.

Sjældent har en stop motion været så virkelighedsnær. Sjældent ses så følsomme øjeblikke på film. Og her er de oven i købet imellem dukker. Det var ikke til at forudse, at en elskovsscene mellem to halvfede dukker kunne virke så ømt og morsomt på samme tid. Filmen giver sig befriende god tid til at opridse fine stemninger blandt dukker og miljøer. Atmosfæren af upersonlighed og ingenmandsland på et hotel er præcist skildret, og det samme kan siges om Michael Stones ensomhed midt i alle de ens ansigter.

ANMELDELSE AF:
Anomalisa

ORDET SYNES:5-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Charlie Kaufman & Duke Johnson

LAND:
USA

Er kærligheden ikke bare en række flygtige begivenheder, som er umulige at holde fast i? Vidunderlige intense øjeblikke, der snart fortages ved vanernes og genkendelighedens indtræf? Hvis man ser bort fra naturvidenskabelige årsagsmodeller er kærligheden måske i virkeligheden bare en anomali, en undtagelse fra normen, som strider mod det resultat, der forventes ud fra den gældende teori. Anomalier har det med at forsvinde hurtigt.

Michael Stones vanvid er genkendeligt nok for de fleste, som har prøvet at elske og holde op med det igen, eller i hvert fald bildt sig ind, at de overhovedet begyndte. Filmen om ham er en stemningsmættet tankestreg, men dens styrker er også dens svagheder. Den vil nå vidt omkring. Scenerne giver sig god tid, men visse kunne måske have været undladt for at give et mere helstøbt udtryk. Dette kan dog være fuldt bevidst, for er livet netop ikke fuld af kontrasterende udtryk, der, ligesom tankerækker, springer i alle mulige forskellige retninger, uden egentlig at nå nogen vegne hen?

Anomalisa viser os en verden beboet af dukker, der robotagtigt bevæger sig rundt; elsker, ler og lider på en underlig stiv og død måde, som gør Michael ulykkelig. Det er en verden, der måske ikke er så fjern fra vores, og som bestemt er værd at dykke ned i.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *