ANNABELLE: Letkøbte gys og manglende originalitet

Af Julie Broge Henriksen

Annabelle er forhistorien til gyserinstruktøren James Wans Nattens Dæmoner (2013). Wan er bl.a. instruktøren og idémanden bag den første film i Saw-serien (2004), men har valgt at sætte sig i producer-stolen til Annabelle og har i stedet hevet sin tidligere fotograf John R. Leonetti ind til at instruere. Hvor Wan har leveret gysere, som fungerer bedre end de fleste af nyere dato, formår Leonetti desværre ikke at hive sig op af klichéernes klistrede suppedas.

Filmen handler om, hvordan dukken Annabelle blev ond. Den optrådte først i Nattens Dæmoner, og findes i virkeligheden, da filmen bygger på en sag fra 1971 som Ed og Lorraine Warren arbejdede på under deres karriere som efterforskere af paranormale og okkulte hændelser. Den forhistorie der fortælles i Annabelle er dog opdigtet og skrevet af den ret ukendte manuskriptforfatter Gary Dauberman, og det eneste, der er inspireret af virkeligheden, er selve dukken.

Handlingen udspiller sig i 1970 hos det unge ægtepar Mia (Annabelle  Wallis) og John Form (Ward Horton). Mia er gravid og får en unik porcelænsdukke i før-fødselsgave af John. To medlemmer af en satanisk kult bryder ind hos parret, hvoraf den ene begår selvmord med dukken i sin favn. Efterfølgende begynder underlige ting at ske i huset. Disse ting fortsætter, selvom de flytter, og der går lang tid, før Mia begynder at fatte mistanke til dukken. Publikum har vidst det fra begyndelsen, og man irriteres i stedet for at rives med af den suspense, Leonetti forgæves har forsøgt at skabe.

ANMELDELSE AF:
Annabelle

ORDET SYNES:
2-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:
John R. Leonetti

LAND:
USA

En gravid kvinde, sataniske kulter, dæmonbesættelser – havde Annabelle været smart, ville den også have stjålet stemningen fra Rosemary’s Baby, men desværre minder den i stedet om de utallige mere eller mindre vellykkede efterligninger, der også har hugget fra Polanskis klassiker. Kan Annabelle så noget, som de andre ikke kan?

Nej. Hvor Nattens Dæmoner scorede ekstrapoint på at være (delvist) autentisk, synes det her ærgerligt, at Annabelle-dukkens ”sande” historie er sløjfet til fordel for et fortærsket gyserplot – især når nu dukken er grunden til, at filmen overhovedet eksisterer.

Det skal dog siges, at Annabelle formår at gøre det, som en gyser skal: At sprede uhygge og skræmme publikum langt ned i biografsæderne. Tempoet er højt fra starten, og der går ikke længe, før man har fået det første chok. Dette viser sig dog ikke som en fordel, da Annabelle bruger samme tricks som så mange andre gysere af nyere dato, nemlig at gå efter de nemme, hurtige gys, som er søbet ind i lyd- og lyseffekter, i stedet for med en original, gennemarbejdet og fængende historie at opbygge en stemning af rædsel og uhygge, som går langt dybere, end over-the-top visuelle effekter nogensinde vil formå.

”Less is more” er et udtryk, som Leonetti og mange andre gyserinstruktører med fordel kunne begynde at lytte til, når det kommer til brugen af filmiske virkemidler – men hungrer man efter horror, vil Annabelle fungere fint som et hurtigt fix.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *