Annabelle 2: Skabelsen: Diabolsk dukketeater skræmmer effektivt

Af Mikkel Tengvad

Det er ikke frygten for sataniske skabninger og diabolske dukker, der fylder kroppen i filmens indledende fase. Det er snarere frygten for endnu et kikset og totalt fejlslagent gyserforsøg, der aldrig kommer tæt på at være oprigtigt skræmmende. Frygten næres af forloren mystik, mekanisk dialog, tvivlsomme skuespillerpræstationer og en generel forudsigelighed. Historien om de forældreløse piger, der sammen med en nonne flytter til et knirkende børnehjem på prærien, virker for dumt til at være sandt. Men bedst som vi frygter, at vi aldrig kommer til at frygte Annabelle 2, falder mørket på.

Skyggerne skjuler husets hemmeligheder og dikterer med nøje præcision, nøjagtig hvad vi må se, og hvad der indtil videre skal forblive i det uvisse. Når lille Janice (Talitha Bateman) i sin søvnløshed vælger at gå på nattevandring i det store, mørke hus, begynder ubehaget for alvor at transcendere lærredet og snige sig ind i kroppen på en. Når først den slumrende fornemmelse af ubehag har sat sig i kroppen, bliver den siddende som en ond ånd.

Gyserknebene er efterhånden godt brugte, men hvis de varetages ordentligt, kan de stadig formå at skræmme effektivt. Heldigvis er den svenske instruktør, David F. Sandberg (Lights Out), en fornem varetager. Det er med stor genreforståelse og bemærkelsesværdig suspense, at han gelejder os rundt i manegen. Stemningen er hypnotisk – dragende og frastødende på samme tid. Selv når de uundgåelige jump scares synes forudsigelige, formår de immervæk at sende chokbølger igennem kroppen på en, så man spjætter ukontrollerbart.

ANMELDELSE AF:
Annabelle 2: Skabelsen

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2017

INSTRUKTØR:

David F. Sandberg

LAND:
USA

Mens filmens soundtrack løber os koldt ned ad ryggen, og det kribler og krabler under huden, bliver vi suget længere og længere ind i det diabolske dukketeater, der udspiller sig i det alt andet end hjemlige børnehjem. Vi begynder, mod forventning, både at holde af og holde med de forældreløse piger, hvis eksistens balancerer på en bloddryppende knivsæg.

Den altid smilende titelfigur er rent faktisk uhyggelig i denne ombæring, men det er dens dukkefører, der er den sande skurk. Som i de fleste gyserfilm er det uvisheden, der skaber uhygge. Når vi derfor konfronteres med skurken i en hæsblæsende og meget eksplicit finale, bevæger vi os fra semisubtil suspensegyser til mere hovedløs actionsplatter. Selvom det er fint at slutte af med et brag, så var det mørke hus’ ulidelige stilhed alligevel dét mere ubehageligt.

Annabelle 2 er et sjældent eksempel på en forbedring af sin forgænger. Denne prequel til en prequel viser sig overraskende at være effektivt skræmmende. Hvis man er fan af det hurtigt voksende Nattens dæmoner-univers, er dette et dukketeater, man ikke skal snyde sig selv for. Selvom filmen på ingen måde opfinder den dybe tallerken, viser den, at man sagtens kan være genrekonventionel uden at blive en genrekliché.

Kommentarer