Nordjyder på film er stereotypt – og relevant

Af Ditte Fiil Ravn

I en for mange ukendt verden, langt fra Københavns hektiske dagligdag, lever en art, der stadig er fremmed for storbyens beboere. Vi taler her om nordjyder der fisker, spiser lokalt fra grillen og altid har en pilsner ved hånden. En verden for sig, som det meste af Danmark slet ikke har noget indblik i.

Det var især dette, der fik instruktøren Søren Balle til at lave sin spillefilmsdebut Klumpfisken, hvor fiskekvoter og dårlige finanser lægger pres på tredjegenerations-fiskeren Kesse. Filmen slår et slag for de jyske miljøer som en mulig mise-en-scene og viser, at det stadig er rigtige mennesker, rigtige følelser og rigtige ting, der står på spil ude på de jyske vande. Det er en vigtig pointe, hvilket fra start næsten burde gøre Klumpfisken til en officiel public-service film.

Eksistentiel fisker og godhjertet biolog

Kesse (Henrik Birch) er en af de mange fiskere, hvis erhverv er under pres. En dag ringer banken, og Kesse erfarer, at han står til at miste båd og hjem, hvis han ikke får gang i økonomien. Han må sætte alt ind for at komme oven vande igen. Så for at optjene flere fiskekvoter går Kesse med til at få djævlen selv om bord på båden i form af biologen Gerd

Kesse må gå langt for at beholde hus og hjem.
Kesse må gå langt for at beholde hus og hjem.

(Susanne Storm). Mødet giver både Kesse sommerfugle i maven, og noget at tænke over. Er løsningen at starte på en frisk, eller blive ved med at kæmpe? Herfra bliver Kesse kastet ud i flere store livsændrende beslutninger og her udfolder sig en eksistentiel fortælling om at genfinde, og måske genopfinde, sig selv.

Henrik Birch debuterer med sin første store rolle i en spillefilm, og det gør han med bravour. Overgangen fra den rutineprægede mand til den åbne og forelskede er overbevisende og medrivende. Og han får fint modspil fra Susanne Storm, hvis Gerd er hjertevarm, skøn og forståeligt bedårende for den mugne Kesse. Men de omgivende karakterer er knapt så

betagende. Lille Lars og de andre fiskere besidder stort set kun ét karaktertræk, og de forbliver uinteressante gennem historien. Balles forsøg på at give et ærligt og fordomsfrit billede af nordjyder giver her bagslag, for karaktererne slår mig som unuancerede stereotyper. Måske er det også derfor, at deres komiske indslag falder til jorden – hvordan kan Lille Lars’ anekdoter om at score kvinder være komiske, når de virker så kunstige?

Stereotypt billede går ud over humoren

Generelt set er humoren i Klumpfisken langt fra helstøbt. Og selvom det måske er et sandfærdigt billede, vi får præsenteret af nordjyder, så er deres daglige gang og samtaler uinteressante, fordi de uundgåeligt bliver stereotypiske og til tider for underspillede. Hvis

Lille Lars er mere interesseret i Gerd end Kesse fra begyndelsen.
Lille Lars er mere interesseret i Gerd end Kesse fra begyndelsen.

karaktererne forbliver overfladiske, er deres jokes bare replikker og ikke karakterbeskrivende. Det er først da Kesse og Gerd finder hinanden, at vi begynder at følge med de humoristiske indslag, fordi vi nu kender og føler for karaktererne, der endelig åbner sig op. Men det er længe undervejs.

ANMELDELSE AF:
Klumpfisken

ORDET SYNES:
4-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:
Søren Balle

LAND:
Danmark

Som så meget andet, sætter Klumpfisken sig langsomt fast. De første 10 minutters skepsis bliver vendt og drejet, og ender i 10 minutters tilfredshed. Søren Balle har begået en fin start i spillefilmen, og emnet er indiskutabelt relevant. Som et romantisk komedie-drama er Klumpfisken tilstrækkeligt fornøjelig og hjertevarm, og som samfundsprojekt er den vigtig. Filmen fremstår dog som stereotypisk, hvilket i dette tilfælde går ud over humoren, og det er lidt svært at finde ud af om den hælder mest til drama eller komedie. Men opmuntrende og underholdende er den, og dermed langt fra en spildt biograftur.

Kommentarer