Røg og 60’er -musik på Coensk manér

Af Daniel Hartvig Nielsen

En film om alternativ folk-musik kort før genrens gennembrud i de tidlige 1960’eres USA – det lyder umiddelbart som en smal film henvendt til musikfans, men i hænderne på de humoristiske Coen-brødre bliver det en melankolsk, men festlig fortælling.

Et Coensk univers

Året er 1961, og den fattige musiker Llewyn Davis (Oscar Isaac) tilbringer nætterne på venners og bekendtes sofaer i Greenwich Village, New York, mens han håbefuldt venter på sit musikalske gennembrud. Men Llewyn Davis er den uheldige type, der roder sig ud i diverse vanskeligheder og brænder sine broer på stribe. Han drager til Chicago og spiller for den berømte producer Bud Grossman (F. Murray Abraham) og håber lykken vender, men kan den nu også det med hans held?

Coen-brødrene har i denne utrolige fortælling brugt folk-musikken på tærsklen til Dylan som springbræt til at skabe deres eget, unikke univers, som vi kender fra tidligere film som Fargo (1996), The Big Lebowski (1998) og No Country For Old Men (2007). Filmen er fyldt med sort humor og vrimler med karakteristiske Coenske bifigurer, lige fra den hysteriske Jane (Carey Mulligan), over den kæderygende Johnny Five (Garrett Hedlund) til den usædvanlige jazzmusiker Roland Turner, spillet af John Goodman. Det er samtidig det femte samarbejde mellem Goodman og brødrene, og hvis man kunne lide ham i de tidligere, så vil man også elske ham her.

Musikalsk passion

De to brødre er store fans af denne musikperiode, den såkaldte folk-revival, og det skinner igennem både i filmens flotte cinematografi, der oser af melankoli og rammer tidsbilledet med de røgfyldte værtshuse, men også fordi brødrene insisterer på, at sangene og musikken skal spilles til ende. Det bliver i længden lidt trættende, men det reddes dog af, at Oscar Isaac kan levere både dramatisk og musikalsk, ligesom Justin Timberlake også får lov til at give den som folk-sanger.

Oscar Isaac synger og spiller selv, her i selskab med popikonet Justin Timberlake.
Oscar Isaac synger og spiller selv, her i selskab med popikonet Justin Timberlake.

På trods af kærligheden og passionen til musikken kammer det aldrig over til en sentimental dyrkelse af forgangne tider, og først i filmens slutning kommer en sjov lille reference til folk-musikkens største personlighed og manden bag dens gennembrud, Bob Dylan.

Melankoli, rodløshed og engagement

Filmens fortælling er, i klassisk Coensk forstand, en række kædereaktioner og misforståelser, som her viser sig at have cirkulær struktur. Denne struktur opdages dog først rigtigt i filmens slutning, som efterlader tilskueren med en blandet, men god følelse af tilfredshed og forvirring.

Melankoli gennemsyrer filmen, og undervejs forplanter hovedkarakterens rodløshed sig til publikum, og man må til tider engagere sig for ikke at tabe tråden – hvis der da overhovedet er sådan én. Det er således hverken hovedkulds action eller falden-på-halen komik. Publikum må selv vurdere og forstå handlingerne; er Llewyn egentlig talentfuld? Skal man sælge ud for at få succes? Og er det hans egen skyld, at hans liv går i ring?

ANMELDELSE AF:
Inside Llewyn Davis

ORDET SYNES:
5-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:
Ethan Coen og Joel Coen

LAND:
USA

Inside Llewyn Davis leverer komikken og musikken, men den går også dybere ind i et menneske – vi er så at sige ”inde i” Llewyn Davis i et par dage – og Coen-brødrene overlader ham til publikum helt uden forudindtaget holdning. Filmen er et must for Coen-fans og alle andre, som kan lide at blive underholdt på en udfordrende måde.

Kommentarer