Anmeldelse af Sorg og glæde: Kronen på værket

Af Mika Dahl Hansen

Det er kun med få undtagelser, at den 69-årige danske filminstruktør Nils Malmros’ oeuvre ikke har centreret sig om en selvoplevet livsbegivenhed. Det personlige islæt har aldrig været mere tydeligt og eksplicit end i hans aktuelle Sorg og glæde, der måske er
instruktørens sidste film. Det er ikke kun en film om hans kones drab på deres egen datter i en psykose for cirka 30 år siden – et betændt og tabuiseret emne – men det er også en film om at lære at tilgive, elske og sidst men ikke mindst at lave film. En film om sorg og glæde.

En ulidelig nyhed
Med filmens tematik in mente er det ikke overraskende en melankolsk stemning, der hersker i Sorg og glæde. Filmen starter in medias res på en kold vinteraften, hvor Johannes (spillet af Jakob Cedergren) ankommer til sit hus efter at have holdt et foredrag på Fyn. Han kan mærke, at der er noget galt, men han er ikke sikker på hvad. I stedet for at blive mødt af sin kone Signe (spillet af Helle Fagralid) og deres kun 9 måneder gamle datter, bliver han mødt af konens forældre med den ulidelige nyhed, at Signe har dræbt deres barn med en køkkenkniv i en psykose. Signes mor falder sammen i gråd, som har hun fået en kniv i maven, mens det langsomt går op for Johannes, hvad der rent faktisk er sket. Så er tonen ligesom slået an. Man ser aldrig dette bestialske mord, da Malmros forståeligt nok har afvist at illustrere det: ligesom han aldrig selv så det, så oplever filmens protagonist Johannes det ikke. Trods den tragiske begivenhed og melankolske stemning indbyder filmen dog også i høj grad til håb. Det viser sig hurtigt, at Signe får opbakning alle steder fra – Johannes, hendes forældre, skolen hvor hun arbejder på, ja selv børnenes forældre til hendes elever ønsker hende tilbage som lærer. Nu går Johannes’ opgave på at overbevise advokaten og ikke mindst retspsykiateren (spillet af Nicolas Bro), om at hun ”kun” skal have en behandlingsdom og ikke en anbringelsesdom. Filmen bevæger sig herefter smukt frem og tilbage i tiden fra Johannes’ og retspsykiaterens samtale til flashbacks, der på en eller anden måde har haft betydning for, hvad der skete.

ANMELDELSE AF:
Sorg og glæde

ORDET SYNES:
3-stars

PROD. ÅR:
2013

INSTRUKTØR:
Nils Malmros

LAND:
Danmark

Den loyale husbond
Skuespilpræstationerne i Sorg og glæde er meget vellykkede. Specielt Fagralid og Cedergren formår at løfte deres komplekse og humørsvingende roller. Cedergren virker yderst troværdig som Johannes, og det virker til, at han rammer plet i rollen som den unge Nils Malmros, der på den ene side må leve med en tragisk oplevelse, men som samtidig må komme videre og tro på glæden i livet. Malmros fremstiller sig selv i et næsten udelukkende positivt lys: Han ofrer sig for sin kone, han beskylder hende ikke én eneste gang for at være skyld i deres barns død, og han forlader hende aldrig, således de den dag i dag stadig er sammen. Johannes’ karakter er loyal og tro som få, hvilket er ganske beundringsværdigt, og selv da han er lige ved at bukke under for lysten til sin unge skuespillerinde, så knækker han ikke. Måske er denne positive fremstilling af Johannes en anelse for ensidig, men den er trods alt troværdig.

Metafilmen, der måske afrunder oeuvren
I de talrige flashbacks følger man i høj grad Johannes’ filmproduktioner, og der er helt åbenlyse referencer til Malmros’ Kundskabens Træ (1981) og især Skønheden og Udyret (1983). Der er også en krystalklar reference til Jens Jørgen Thorsens Jesus-film, der i 80’erne vakte stor debat, da den skulle omhandle Jesu sexliv, og som i øvrigt endte med, at Det Danske Filminstitut tilbagetrak støtten. Det virker til, at Malmros tager afstand fra, at han dengang åbenbart var blevet bedt om at arbejde på manuskriptet til filmen. Han skulle have brugt mere tid på sin datter i stedet. Inddragelsen af hans tidligere film giver indtryk af, at hans film på en eller anden måde har ledt frem til Sorg og glæde – kronen på værket – som muligvis er hans sidste film. Og jeg vil da gerne gå så langt som at sige, at det er den bedste Malmros-film, jeg har set. Filmen er noget af det ypperste, dansk film har at byde på. Det bliver endda næsten helt Triersk i slutningen af filmen med den sørgmodige klassiske musik, den svage kvinde, døden samt de smukke billeder af snevejret foran huset, hvori ugerningen har fundet sted. Men årstiderne går, og engang bliver det forår.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *