AMOUR FOU: En filmoplevelse dømt til at dø

Af Jeppe Asholt Norup

”Man siger, at man vil leve, men ønsker ofte at dø” lyder det fra poeten Heinrich (Christian Friedel), der mener at have fundet svaret på menneskets store spørgsmål om livet, døden og kærligheden. Heinrich vil udødeliggøre sig ved at gå i døden med den kvinde, der gengælder hans ubestridelige kærlighed. Rent ud sagt begå selvmord, så de sammen kan leve i evig kærlighed – heraf titlen Amour Fou oversat Vild Kærlighed.

Amour Fou er et tragikomisk drama, der udspiller sig i romantikkens Berlin i det finere borgerlige selskab, hvor musikken, de dybe diskussioner og opretholdelse af den gode facade er i højsædet. Med hovedkarakteren Heinrichs evindelige prædiken og formelle plagerier til sin udkårne om at gå i døden med ham, besidder filmen en hvis komisk nerve. Men desværre slutter morskaben her. Med rod i teatralsk selvhøjtidelighed, en kulissepræget scenografi og filmens tilbagevendende operetteviser om menneskelig lidenskab og lidelser, bliver foretagendet hurtigt en tung omgang at overvære. Det til trods for filmens ellers originale tragikomiske udgangspunkt.

Heinrich finder sin udkårne i den unge Henriette (Birte Schnoeink), der først fornærmes over Heinrichs tilnærmelse, så forføres, og så betvivler den igen. Henriettes respons er dog styret af hendes konfrontation med sin egen pludselige dødssygdom, hvilket på ingen måde er godt nok for Heinrich.

ANMELDELSE AF:
Amour Fou

ORDET SYNES:2-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:

Jessica Hausner

LAND:
Østrig

Der er noget sært skæbneironisk over hovedpersonen Heinrich, hvis mål er at dø, men på den rigtige måde. Men når dette forunderlige paradoks er sivet ind på lystavlen hos tilskueren, føjer filmen ikke mere friskhed eller idérigdom. Hvorfor Amour Fou er lavet som film og ikke som en kammerspilsopsætning på et teater er svært at gennemskue. Kameraet er stillestående, klipningen forudsigelig og mise-en-scene kunstig og kulisseagtig trods det stærkt autentiske interiør.

Som filmoplevelse er Amour Fou dømt til at dø, da fortællingen ikke kommer til sin ret i det filmiske medie. Der er her hverken overraskelser i lyd eller billede. Alt er som det skal være og formentlig meget tæt på periodens faktiske ‘look’ – lige efter bogen og ret så kedeligt. Men er man forgabt i romantikkens jargon og filosofiske idéer, vil jeg ikke stå i vejen. Dog er et godt tip, at der sikkert er ligeså lødige tekster om emnet på biblioteket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *