En superhelt i øjenhøjde

Af Bjarke Johansen

“Spider-Man. I don’t know why, but it sounded dramatic, frightening. I would want to read something called “Spider-Man”.”

Sådan beskriver den nu 92-årige tegneserieforfatter Stan Lee sin tankestrøm, da han helt tilbage i 1962 opfandt en af verdens mest berømte og højt elskede superhelte. Og han var ikke den eneste, der så potentialet. Spider-Man er i dag en enormt populær franchise med et langvarigt liv i både tegneserier, tegnefilm, videospil, legetøj og –  især i de seneste år – på film.

Spider-Man optræder første gang i Amazing Fantasy #15 i 1962.
Spider-Man optræder første gang i Amazing Fantasy #15 i 1962.

Netop filmene har nydt en helt igennem enorm succes. Da Sam Raimi’s første spillefilm om superhelten, her spillet af Tobey Maguire, udkom helt tilbage i 2002 sprængte den alle de box office rekorder, megahittet Harry Potter and the Philosopher’s Stone (2001) havde sat året forinden. Sam Raimi fortsatte sin serie med yderligere to film, og hans trilogi var komplet i 2007. Arbejdet fortsatte med det fjerde kapitel, indtil han forlod Sony på grund af uenighed over manuskriptet. Som resultat blev serien i 2012 genstartet som The Amazing Spider-Man, denne gang med Andrew Garfield i hovedrollen og instrueret af Marc Webb, endnu en version af den klassiske fortælling om drengen, der lærer sin lektie om personligt ansvar og vælger at kæmpe for retfærdigheden som resultat. Og nu hvor toeren til denne genfortælling er udkommet, kan man spørge sig selv, hvad det egentlig er, der gør, at så mange af Marvels superhelte, og Spider-Man især, er så populære, og hvorfor deres historier er værd at fortælle igen og igen?

Superhelte er også mennesker

Superheltetegneserier dukkede første gang op i 1938, da Superman blev introduceret i første nummer af Action Comics, og karaktertypen blev snart populær. Men selvom historierne solgte godt, og de tog på mange forskellige tidsrelevante eventyr,såsom at bekæmpe nazisterne, så var der ikke meget dybde at hente i dem. De var gode som dagen var lang og gav altid de onde velfortjente tæsk uden store problemer. Men dette ændrede sig da daværende redaktør på Marvel, Stan Lee, satte sig ned i 1961 og opfandt superheltegruppen The Fantastic Four. For første gang så tegneserielæserne superhelte, som de ikke havde set dem før. De havde ingen hemmelige identiteter, og de var ikke altid enige. De var endda ikke alle sammen glade for at have deres kræfter. De blev en kæmpe succes og satte Marvel Comics i spidsen af tegneserieindustrien.  Mange karakterer fulgte efter, hver med deres personlige problemer. Men det var især den unge Peter Parker, med sit alter ego som den netskydende superhelt, som læserne kunne relatere til.

For som Stan Lee selv beskriver ham: “Peter Parker was supposed to be every man. Or every young man. With all the conflicts and uncertainties and confusions that any young man has.” Hvor de fleste andre superhelte stadig var voksne, succesfulde mænd og kvinder med kroppe og ansigter som filmstjerner og store karrierer som videnskabsmænd, piloter og soldater, var Peter Parker en lille, nørdet skoledreng, der blev mobbet af de andre i klassen og boede hos sin onkel og tante efter sine forældres død. Han kunne ikke finde ud af at snakke med pigerne, han havde ingen bil, og hans familie var ikke just rig. Det var noget, som læserne, der ofte selv var teenagere, ikke havde set før – en karakter, der sloges med alle de samme problemer som dem selv.

Parker bliver holdt udenfor af sine skolekammerater allerede fra starten
Parker bliver holdt udenfor af sine skolekammerater allerede fra starten

Og det fortsatte også efterhånden, som karakteren voksede. Det har ikke kun handlet om skole, han har også haft adskillige forskellige job, har set sin tante være syg, mistet folk, der stod ham nær og endda været gift – og hver gang har han måttet tage stilling til de udfordringer, der fulgte med det. Alt sammen mens han stadig finder viljen og styrken til at slås med skræmmende superskurke. For mange er det netop dét, der gør Spider-Man og mange andre af Marvel-universets helte så specielle. Vi kan genkende os selv i deres dagligdag, deres bekymringer og deres glæder.

Dette er ikke unormalt for tegneseriehelte nu – men det var det dengang. Sammen med de andre Marvel-helte – såsom den rige våbenfabrikant Tony Stark (Iron Man), mutanterne, der blev udstødt på grund af deres kræfter og udseende (X-Men), den blinde advokat (Daredevil) og mange flere – var Peter Parker med til at gøre mennesket bag kostumet lige så vigtigt som kostumet selv og gøre superheltene til mennesker, man kunne genkende og holde af.

Konkurrenterne lærte også af det. Superheltene fra rivalen DC Comics begyndte også i tresserne at arbejde med mere socialrealistiske emner. Batman vendte for eksempel tilbage til sine rødder som en dyster detektiv drevet af personlig tragedie, og Superman begyndte oftere at overveje hvor meget han kunne –  og burde – udrette med sine enorme kræfter. Green Arrow og Green Lantern rejste i halvfjerdserne Amerika rundt og kæmpede mod ting som racisme og stofmisbrug lige så ofte som mod kappeklædte superskurke, og Green Arrow selv begyndte at få en meget mere politisk orienteret personlighed.

Det var heller ikke kun heltene – alle karakterer fik en meget mere realistisk personlighed, og mange historier begyndte med tiden også at dreje sig om, hvordan det føles at være et almindeligt menneske i en verden befolket af folk med utrolige kræfter, og hvor både magi og superteknologi eksisterer. De mennesker, der var en del af heltenes privatliv, såsom Peter Parkers forskellige kærester, hans chef og hans tante May, blev tildelt lige så stor opmærksomhed som enhver anden super-karakter, og de forskellige fjender blev også drevet af meget mere end blot et ønske om verdensherredømme, rigdom eller ondskab for ondskabens skyld. Langt flere blev nu drevet af mål som personlige konflikter, misforståede forsøg på et gøre godt eller ligefrem sindslidelse. Og også de kunne ses med unikke menneskelige træk, interesser og skrupler. Nu var dørene åbne for alle former for karakterer, og såvel helte som skurke så strømmede til og gjorde, at Marvel-universet voksede hurtigt og sikkert.

Spider-Mans mange fjender

Det er i år 52 år, siden Spider-Man debuterede, og tegneseriens karaktergalleri er vokset støt lige siden. Den nye serie lægger sig op ad grundhistorien – i den nye film går Peter Parker stadig i high school, han nyder sit forhold med Gwen Stacy (Emma Stone) samtidig med, at han gør New Yorks gader usikre for kriminelle – men både for fans af tegneserien og af Sam Raimis trilogi er det uden tvivl dens villighed til at dykke ned i det farverige galleri af skurke, der for alvor gør den interessant.

Jamie Foxx's karakter, Max Dillon, bliver forvandlet til den elektriske superskurk Electro.
Jamie Foxx’s karakter, Max Dillon, bliver forvandlet til den elektriske superskurk Electro.

Hvor Sam Raimis trilogi gik den mere sikre rute og tog fat i de helt store og mest kendte skurke som den sindssyge Green Goblin, den sorte dragt kaldet Venom og videnskabsmanden Doctor Octopus, så har The Amazing Spider-Man-serien lagt sig en noget anden stil for. Første film havde ikke nogen af de førnævnte store navne, men lod i stedet Spider-Man kæmpe mod The Lizard, en videnskabsmand der bliver til et øglemenneske efter et forsøg på at gro sin egen arm tilbage. Nok er Green Goblin, ofte anset som en af Spider-Man’s største ærkefjender, med i den nye film, men det er den elektriske superskurk Electro, i filmen spillet af Jamie Foxx, der har det primære fokus. De to får selskab af The Rhino, der med sin næsehornsdragt og sin superstyrke har kæmpet mod Spider-Man utallige gange i tegneserierne, men aldrig før været med i en film. Samtidig giver flere biroller og baggrundsdetaljer subtile spor til de observante tegneseriefans om, at der kan være endnu flere på vej.

Det stopper heller ikke her. For der er flere film på vej ikke kun i selve The Amazing Spider-Man serien, men også i en række spin-offs. Den førnævnte skurk Venom, der er en slags ondere modstykke til Spider-Man selv, får sin egen film inden for de næste par år. Ud over dette kommer også en Sinister Six film, hvor seks af Spider-Man’s fjender danner et hold. Så det lader til, at fans af tegneserierne endelig vil få lov at se nogle af deres favoritkarakterer træde frem på skærmen, mens nye seere vil blive introduceret til en masse karakterer, de ikke har mødt før.

Seks af Spidermans værste fjender slår sig sammen til The Sinister Six.
Seks af Spidermans værste fjender slår sig sammen til The Sinister Six.

Når alt kommer til alt er Peter Parkers historie om at finde sin egen identitet og sin egen sans for, hvad der er rigtigt og forkert alt imens han kæmper med dagligdagens og fantasiens modstandere en tidløs fortælling, der ikke vil miste sin relevans, så længe unge mennesker føler sig usikre på verden, og voksne kan huske den selvsamme usikkerhed. Spider-Mans univers er enormt, konstant under udvikling og fyldt med farverige karakterer, der fortjener deres plads i rampelyset. Og med den succes, som filmene nyder, lader de ikke til at skulle vente ret længe.

Kommentarer