AMATEURS IN SPACE: Hvad vil du være, når du bliver stor?

Af Niels Kristian Bonde Jensen

Er du typen, der ligesom undertegnede elskede at lege med legoklodser som barn? Fyldte du også værelsesgulvet med de sylespidse byggeklodser, og lod dem ligge natten over, fordi du vidste, at de alligevel skulle ud på gulvet som det første næste morgen? Hvis svaret er ja, vil der uden tvivl være masser at fascineres over og identificere sig med i den nye danske dokumentar, Amateurs in Space, der følger to venner i jagten på den ultimative drengedrøm: at flyve ud i rummet.

I 2010 forsøger de to amatør-astronauter Kristian von Bengtson og Peter Madsen for første gang at sende en forsøgsraket op i atmosfæren. Sammen med et hold frivillige er de i gang med at bygge, udvikle og teste et fartøj, der (hvis missionen fuldføres) vil blive den første privatfinansierede bemandede raketopsendelse i verdenshistorien. På bedste Georg Gearløs-manér er store dele af raketten stykket sammen af dimser og dingenoter, der kan købes for en slik i Silvan, og hele projektet holdes oven vande via private donationer og de to opfinderes ukuelige legesyge. Dog viser det sig snart, at interne og personlige konflikter, snarere end teknologiske og økonomiske udfordringer, kan sætte en stopper for drømmen om det uendelige univers.

Amateurs in Space er langt hen ad vejen en film om barndommens nostalgi og naive visioner. Filmen fokuserer på forholdet mellem vennerne Peter og Kristian, der er charmerende nørdede i deres fascination af alt fra signerede astronaut-plakater til hvilken skrifttype, der vil se fedest ud på siden af deres rumskib. Projektet er selvsagt vanvittigt, og man fristes til at spørge, hvad formålet egentlig er, nu hvor den kolde krig for længst er tøet, og rumkapløbet lyder som en by Rusland. Filmen tager dog sit emne seriøst, og historien om de to drengerøves kamp for at opleve deres livs rutsjebanetur, bliver hurtigt til en fortælling om det lille, frie menneskes udforskning af det enorme verdensrum. Derfor er det også ærgerligt, at filmens fokus på det nære personlige drama er en smule unuanceret.

ANMELDELSE AF:
Amateurs in Space

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Max Kestner

LAND:
Danmark

”At være amatør betyder, at du gør ting, dybest set fordi du ikke kan lade vær. Det der med, at du holder weekend, det er dybt professionelt.” Sådan siger Peter til Kristian i en af filmens mange dialogscener, hvor de to hanløver mødes over ”skænderi og kaffe”, og vender projektets fremgang samt personlige uoverensstemmelser. Citatet illustrerer fint de to hovedpersoners forskelligheder. Peter er den fandenivoldske opfinder-original, Kristian er den kontrollerede family-man. Og selvom filmen naturligt nok fokuserer mest på Peter (det er trods alt hos ham, at man finder den største indre konflikt), savner man lidt, at Kristians personlige kamp kommer på banen. For hvilke udfordringer ligger der egentlig i at passe hus, kone og børn, mens man samtidigt holder ild i sin egen barndomsdrøm? Vi møder aldrig familien, og kommer aldrig rigtig ind i hovedet på Kristian, der mest fungerer som modvægt til Peters tøjlesløse passion.

Denne ulige vægtfordeling i fundamentet forhindrer Amateurs in Space i helt at forlade atmosfæren. Dog formidler filmen stadig en fantastisk sand historie, om to venner og deres fælles mål om at nå stjernerne. Skærmen sprudler af skabertræng og taler til opfinderen i os alle, og det er svært ikke kort at overveje, hvor på loftet kassen med legoklodser mon står.

Kommentarer