ALT FOR MIN SØN:
Kærligheden er også for psykopater

Da jeg var et minut forsinket til dagens pressevisning, og salen allerede lå badet i mørke, forvaltede jeg mine ben utroligt forsigtigt for ikke at snuble i søgen efter et ledigt sæde. Men trods min varsomhed brasede jeg alligevel på et trin og skvattede, omend behersket, uden at tabe hverken min kaffe eller croissant.

Og således var det, at jeg missede det første, relativt uvigtige (forekom det mig) minut af Alt for min søn. Vi indfinder os i filmens begyndelse til en høring om forældreretten over 13-årige Julien, en blond, mildsindet lille dreng, der for tiden bor hos sin mor og sin myndige storesøster. Faderen ønsker at se sin søn hver anden weekend, men moderen, foruden sønnen selv, ønsker aldrig at se faderen igen. Det siges, han er voldelig, truende, jaloux. Men moderen svarer kun flygtigt på dommerens spørgsmål. Og hun har ingen beviser. Hvem kan vi så stole på? Er denne fader virkelig ondsindet? Eller er det denne moder, der manipulerer sin søn?

Det bliver imidlertid hurtigt klart, at vi ikke just er vidne til nogen “årets far”. Filmen tager i stedet fat på et mere interessant og nuanceret spørgsmål: kan man elske sin familie og stadig være en psykopat? Eller som påstand: kærligheden er også for psykopater. Kort tid efter førnævnte hørelse tildeles faderen nemlig juridisk ret til at se Julien, sin søn, hver anden weekend.

Den debuterende Xavier Legrand udfolder på rystende vis et tålmodigt stykke socialrealisme om familiekærlighed og -vrede. Kameraet trækkes stille rundt i det tilforladelige forstadsliv; tætte, fine nærbilleder; et stilsprog der henimod filmens sidste halve time slår om i mere urolige billeder – her bliver kameraet som flakkende blikke, og et udtrykkeligt adrenalinsus forekommer.

Filmens vanvittigt forbilledlige afslutningssekvens er uden videre filmens absolutte højdepunkt og det bedste argument for den Sølvløve, filmen scorede og sikkert fortjente til filmfestivalen i Venedig sidste år. Imidlertid må jeg indvende, at fortællingen, denne problemstilling filmen tager op, om forældreretten i det 21. århundrede, ikke er overvældende original, endsige synderligt radikal på nogen som helst måde, dette være sig i formsprog eller indhold (sidste scene undtaget). Det er langt fra første gang, at socialrealistiske dilemmaer som indeværende finder vej til det store lærred. Men er dette en urimelig anke mod, hvad der måske er socialrealismens essens og præmis? At fortælle med udgangspunkt i det verdslige, genkendelige og virkelige liv? Jeg finder blot, at selv mainstreamfilm som forrige års Moonlight (2016) formåede at være både nyskabende og vedkommende i sit stiludtryk såvel som i sin fortælling.

Trods disse indvendinger slipper Legrand afsted med en langt hen ad vejen fremragende og velovervejet debutfilm om skrøbelige familierelationer i den franske forstad. En fin anbefaling af Alt for min søn herfra!