Anmeldelse
ALT FOR KÆRLIGHEDEN: En rom-com med dårlig smag i munden

Af Josephine Zabeo-Persson

En Don Juan og lystløgner forelsker sig i en kørestolsbruger. Jamen dog, det lyder da klichebrydende og som et friskt pust til rom-com-genren. Ak ja, hvad der kunne have været…

Slangeskindsstøvler, lyseblå hurtigknepperskjorte og en larmende, rød Porsche – så er stilen lagt for hovedkarakteren, Jocelyn, i Alt for kærligheden. Filmen er skrevet og instrueret af Franck Dubosc, som også spiller Jocelyn – en karakter, der er personificeringen af udtrykket ”smart i en fart”.

Jocelyn er en skamløs kvindebedårer, der nyder jagten på kvinder. Han gør tit denne jagt sværere for sig selv ved at rode sig ud i et spind af fup og løgne. Hans største jagt til dato kommer, da han lader Julie (Caroline Anglade) tro, at han er lam og sidder i kørestol. Alt går efter planen, indtil han introduceres for Julies søster, vidunderkvinden Florence (Alexandra Lamy). Florence er en dygtig tennisspiller, klassisk violinist, drøncharmerende og nå ja, så sidder hun i kørestol.

Jocelyn får spundet et kompliceret spind af løgne og bedrageri, og den dårlige smag i munden kommer krybende. For Jocelyn fastholder, at han er lam – han konsulterer endda sin bedste ven og læge, Max (Gérard Darmon), om hvordan man har sex, når man er lam. Alt imens Florence lufter sin usikkerhed om, hvorvidt hun stadig kan elskes, når hun sidder i kørestol – hvilket er relevant, hjerteskærende og en historie, der bør fortælles. Desværre bliver disse følelser ikke behandlet mere end som en dårlig samvittighed hos Jocelyn. Og Alt for kærligheden falder desværre ind i en kedelig rom-com-tradition, hvor evighedsbacheloren finder sig selv og sin samvittighed gennem forelskelsen i en alt for overbærende kvinde.

Alexandra Lamy er skøn og sympatisk i rollen som Florence. Hendes smil er på samme niveau som Julia Roberts i den ultimative rom-com Notting Hill (1999). Men hvor er Florences charmerende modpart? Hvor er hendes Hugh Grant? Jocelyn opnår aldrig den varme og charme, der kræves af en ”leading man” i en rom-com, og man forstår ærligt talt ikke, hvad fantastiske Florence ser i ham. 

Alt for kærligheden har sine sjove øjeblikke. Disse ligger ikke i replikkerne, men i den fysiske komik, som da Jocelyn laver ravage på en fancy restaurant, da han ikke kan styre sin el-scooter. Desværre bliver disse gags overskygget af politisk ukorrekte jokes, som er mere pinlige end forløsende.

Er Alt for kærligheden politisk ukorrekt bare for at være det? Under et middagsselskab møder vi en af Florences kolleger, der er på date med en høj kvinde, hvis ansigt vi aldrig ser. Kvinden taler med en dyb stemme til stor forundring hos middagsselskabet. Kvinden forbliver ansigtsløs og er blot én af filmens mange politisk ukorrekte jokeindspark – her tager punchlinen form af en ansigtsløs transkønnet.

Hvis noget er tabubelagt, joker Alt for kærligheden med det. Men når jokes spænder så vidt i sine temaer, føles de mere udnyttende end forløsende. Og ofte efterlades man med en dårlig smag i munden. Man kunne have ønsket sig, at Alt for kærligheden brugte mindre tid på at jage det politisk ukorrekte og mere tid på at jage det romantiske.