ALLETIDERS KVINDER: Mere virkelighed, mindre fiktion

Af Anna Sofie Pandrup Andersen

Meget er sket i fortiden, og meget kommer til at ske i fremtiden. Men lige nu sker der ikke så meget. Alletiders Kvinder handler om forholdet mellem en teenagedreng og tre kvinder (én af dem hans mor), der lærer ham om livet på vidt forskellige måder. Filmen skildrer egentligt noget helt sædvanligt, og det gør den udsædvanlig.

 

Vi befinder os i 1979, en tid præget af kulturel omvending. Lige om hjørnet er Reagans konservatisme, en anledning til 80ernes materialisme, og et opgør med 60ernes idealistiske drømme. Mere specifikt befinder vi os i Dorotheas (Annette Bening) hyggelige, dog forfaldne, villa i Santa Barbara, Californien.

 

Dorothea er fraskilt, bærer Birkenstock-sandaler, lytter til Louis Armstrong og ryger mange cigaretter (fordi det var moderne da hun var ung). Hun er frisindet, men samtidig holder hun fast i sine klassiske principper. Hun er selvstændig, men er samtidig afhængig af andre. Hurra for den komplicerede kvinde, der spilles prisværdigt af Annette Bening.

 

Dog har hun svært ved at gøre sig klog på sin teenagesøn. I sin frygt for ikke at være i stand til at opdrage ham, beder hun én af hendes beboere, punk-fotografen Abbie (som lejer værelse i villaen) og Jamies bedste veninde (Elle Fanning), om at hjælpe med at gøre en god mand ud af Jamie. Drengen ender i et krydsfelt mellem tre vidt forskellige kvinder, repræsentanter af hver sin generation. Jamie bliver klogere på sex, relationer og frihed, for ’’man behøver ikke en mand for at opdrage et mandfolk.’’

 

ANMELDELSE AF:
Alletiders Kvinder

ORDET SYNES:5-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Mike Mills

LAND:
USA

Der bliver budt på lommefilosofi af den vildeste kaliber – uden at det virker som om, at det er dyppet i fløde. For replikkerne der ytres fremføres så tilstedeværende, og er forankret i hverdagsproblemer, så vi alle kan forstå og relatere på den ene eller anden måde. Vi får som tilskuere lov til at bo sammen med ensemblet i huset, som på hver sin vis, er gået lidt i standby. Og det er befriende. Det virker en smule som om, at instruktøren og manuskriptforfatter Mike Mills, har gjort alt for at undgå et plot. Det gør, at man sidder tilbage med et antropologisk indblik i selve tidsånden og bag facaden på dets karakterer, der ikke er drevet af diverse målsætninger. Filmen er utroligt velskrevet, netop fordi den ikke føles skrevet.

 

Denne næsten komplette indlevelse brydes pludseligt af indklip af fotografier og dokumentariske arkivoptagelser. Samme gør den abrupte fastmotion af scener og syrede regnbuefarvede stråler, som følger alle biler i filmen, når de kører. Filmen bryder med konventioner, men dog fremstår det naturligt, og giver filmen en poetisk tone, uden at det virker som et prætentiøst kunstgreb.

 

Selvom den danske titel er alletiders værste titel, skal man ikke lade sig narre. Det er ikke et drama om stærke og selvstændige kvinder, det er mere end det. Mills skaber rum til at tænke gennem et observerende og legende stiludtryk, imens temaer rodfæstet i hverdagen og forhold mellem mennesker skildres. Det gør, at vi alle kan forstå og lege med, så længe vi ikke forlanger et plot. Alletiders Kvinder handler ikke om noget specifikt, men alligevel handler den om alt.

 

Kommentarer