ALLEGIANT: Træg som Divergent, dum som Insurgent

Af Niels Harpøth

Sjældent har man i sådan grad ønsket sig en “Previously on…” før en films begyndelse. Men Robert Schwentke og hans trio af manusforfattere kender ingen nåde, når det kommer til det seneste udspil i serien om Tris, Four og alle de andre karton-karakterer fra Veronica Roths post-apokalyptiske YA-serie – hvor den tredje bog selvfølgelig skal splittes i to.

Allegiant samler stafetten op fra Insurgent, men serien taber fuldstændig pusten. Eksistensen i Chicago har vist sig at være et eksperiment ledet af det hyper-avancerede Bureau of Genetic Welfare, der under Jeff Daniels’ ledelse har overvåget deres lille sociale kaste-eksperiment i et par århundrede. Hvorfor? Svaret på dette spørgsmål grænser til at være den største af Allegiants mange mangler. Det er nemlig helt hen i vejret på stort set alle planer. Man skal selvfølgelig passe på med at forlange al for hård sci-fi i sin Young Adult-fantasier, men når en films centrale præmis bryder helt og holdent med, hvordan virkelighedens genetik fungerer, kan man altså ikke gøre meget andet end at kaste hænderne i vejret i afmagt.

Okay. Så der er tale om den letteste form for sci-fi, man kan forestille sig. Bliver der i det mindste disket op med noget drama og nogle habile actionscener? Selvfølgelig ikke. Når vores gæve hold af divergenter, skytsengle og intelligentsianere (denne serie har den værste terminologi i mands minde) ankommer til bureauet introduceres de til deres hjernedødt avancerede overvågningsteknologi, der kan give dem et live-feed af alt, hvad der foregår i Chicago. Dog med den anke, at dens buffering skaber en kvadratisk fragmentering. Dette troede Schwentke åbenbart ville være et sejt lille filter at putte en god del af actionscenerne, der er tarvelige hver og en. For dette filter gør intet andet, end at lede opmærksomheden hen mod de håbløse effekter, der ligner noget fra Final Fantasy: The Spirits Within.

ANMELDELSE AF:
Allegiant

ORDET SYNES:2-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Robert Schwentke

LAND:
USA

Det er svært at sige, hvem man fatter mest sympati for. De stakkels VFX-folk, der tydeligvis ikke har haft tid til at afslutte deres arbejde, eller de arme skuespillere, der har skulle forsøge at levere replikker, der er kluntede som halvsnalrede elefanter i en overfyldt porcelænsbutik.

Skuespillerne spænder fra unge starlets som tilbagevendende Shailene Woodley og Miles Teller til den førnævnte veteran, Jeff Daniels. Daniels har åbenbart slæbt sig gennem sine arbejdsdage med en entusiasme, der matcher staklerne, hvis vagt i 7-Eleven ligger natten til lørdag. Ingen af dem truer på noget tidspunkt med at være en del af den slet realiserede verden omkring dem og kompositionsarbejdet skaber en distance og falskhed i oplevelsen, der grænsede til det brechtianske.

Nej, det her var værst for folkene bag kameraet. Alle foran skal nok klare sig. Shailene Woodley har høstet millioner for sin medvirken, Theo James skal nok finde et job som en CW-superhelt og Miles Teller overlevede Fantastic Four – hans karriere kan klare alt. Men for de her VFX-folk kommer Allegiant til at hænge over deres hoveder mange år ud i fremtiden. Eller også fordamper den ligeså hurtigt fra deres hukommelse, som den gør fra publikums.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *