BLACK MIRROR
Alle 19 afsnit rangeret fra gode til mesterlige

Med fjerde sæson af Charlie Brookers dystopiske antalogiserie Black Mirror er der tilføjet hele seks nye afsnit til samlingen af tankevækkende, sortsynede bud på en ikke så fjern fremtid. De forrige sæsoner har alle været af vekslende kvalitet, hvilket bestemt også er tilfældet med sæson 4, der synes at have en lige fordeling mellem de mere ligegyldige indspark og de øjeblikke, der for en stund rammer så hårdt, at man nemt tilslutter sig Charlie Brookers manglende håb for menneskeligheden

 

I min optik er Black Mirror stærkest, når den virkelig tør udforske menneskets natur – på både godt og ondt. Derudover er de mest mindeværdige afsnit ofte dem, der drager en ildevarslende parallel til en af nutidens tendenser, om det er på samfundsplan eller inden for den teknologiske udvikling. På baggrund af det giver jeg her mit bud på en rangering af samtlige 19 afsnit, fra de mindst mindeværdige til nogle af de sande mesterværker i nutidens serielandskab.

 

Listen undgår for så vidt muligt spoilers.

 

  1. ”The Waldo Moment”, sæson 2

Nederst på listen findes dette afsnit om en komiker i vedvarende eksistentiel og professionel krise, der kæmper sig til toppen af en valgkamp gennem sit offentlige persona: en grovkornet, animeret blå bjørn kaldet Waldo. Jovist er afsnittet sidenhen blevet blandt de mest diskuterede i relation til den faktiske verdensudvikling, da Trump blev valgt som præsident efter i lang tid at være blevet opfattet som en joke, der umuligt kunne hive sejren i hus. At en sådan kandidat rent faktisk endte med at blive præsident, er hvad ”The Waldo Moment” noget skræmmende forudsagde. Udover dets virkelighedsrelevans har afsnittet dog ikke meget andet at byde på og glider hurtigt ud i glemslen.

 

  1. ”Men Against Fire”, sæson 3

Præmissen er egentlig god nok: en ung soldat i en nær dystopisk fremtid sendes på mission for at udrydde en række genetisk fejlbarlige mutanter kaldet ”cockroaches”. Selvfølgelig er intet som det ser ud takket være nye teknologiske opfindelser, der sætter et filter over fjenderne, der fremstiller dem som monstre. Den antipropagandistiske morale er bare smurt lidt for tykt på, slutningen lidt for langt fra realitetssansen og konceptet set før i blandt andet seriens forgænger The Twilight Zone.

 

  1. ”Metalhead”, sæson 4

Her er der tale om et forsøg på en eksperimenterende, sort/hvid horror-kortfilm, der egentlig bare begår sig i en 40 minutter lang flugt fra en lille, men dødsensfarlige metalhund, der ubønhørligt søger at skyde den kvindelige hovedperson, der forsøgte at stjæle forsyninger fra et varehus. Der hintes kontinuerligt til en (selvfølgelig) dystopisk verdenssituation, men baggrundshistorien skubbes til side til fordel for hovedpersonens egne sentimentale stunder. Ærlig talt et ganske ligegyldigt afsnit, hvis typiske twist i slutningen også føles søgt frem for tankevækkende.

 

  1. Crocodile, sæson 4

”Crocodile” er endnu et eksempel på et af de afsnit, hvis opstart er fremragende, men som hurtigt mister momentum, som det skrider frem. Plottet udfolder sig omkring den skyldbetyngede Mia (Andrea Riseborough), der i islandske omgivelser ser sig nødsaget til at dræbe gamle dæmoner for at bevare sin nuværende tilværelse – helt bogstaveligt talt dræbe. Skuespillet er stærkt, og Nordic-noir-æstetikken er gode rammer for udforskningen af menneskets mørkere sider. Dog gør den teknologiske opfindelse i form af en maskine, der kan visualisere personers minder, handlingsforløbet alt for forudsigeligt.

 

  1. ”The National Anthem”, sæson 1

Seriens allerførste afsnit er desværre også et af dens svageste; jovist er historien om en britisk premierminister (Rory Kinnear), der på baggrund af en højtelsket prinsesses kidnapning afpresses til bestialske udskejelser på nationalt TV, en ganske god bund for de kommende ubehageligheder, serien har at byde på, men målt med seriens andre afsnit formår det aldrig at blive meget mere end chokerende TV, der mangler dybde i forhold til de følgende afsnit på listen. Men ubehageligt er det i hvert fald at følge en presset mand op til beslutningen om at have samleje med en gris.

 

  1. ”Arkangel”, sæson 4

En overbeskyttende mor (Rosemary DeWitt) tyer til at placere en chip i hovedet på sin lille datter (Brenna Harding) og kan på den måde observere alt omkring hendes liv gennem en tablet. Alt. Det inkluderer også at påføre datteren et visuelt filter, der ”beskytter” hende mod at se ting, der kunne ophidse hende som gøende hunde, blod og sin mors tårer. Som altid med Black Mirror ender det selvfølgelig frygtelig galt, når datteren bliver teenager og får en interesse for drenge og kokain. Afsnittet er skrevet af Jodie Foster, der i sandhed har skabt et ømt portræt af et usundt mor-datterforhold. Alligevel formår afviklingen at eskalere i en retning, der får hele historien til at føles både overdreven og flad.

 

  1. ”Playtest”, sæson 3

Seriens mest rendyrkede gyserafsnit. En backpacker (Wyatt Russel) står pludselig og mangler penge til sin hjemrejse og melder sig derfor frivilligt til at teste et nyt videospil, der begår sig i augmentet reality-teknologi, der kan ændre hans subjektive virkelighed. Placeret i et isoleret spøgelseshus med et implantat, der kender hans største frygt, er rammen sat for et afsnit fyldt med edderkoppemutanter og stigende realistisk kamp for overlevelse. Det er bestemt god underholdning, men da plottet bevæger sig mere henad en Inception-lignende udforskning af hans problematiske relation til moren, bliver det lidt for meget af det gode.

 

  1. ”Fifteen Million Merits”, sæson 1

Plottet udfolder sig i et af de mere futuristiske universer, hvor den lavere befolkning er reduceret til at generere energi gennem ”motionscykler”. Altså medmindre man stiller op i et talentshow og derigennem har muligheden for at blive ”opgraderet” i samfundet. Det er præcis, hvad hovedpersonens (Daniel Kaluuya) romantiske interesse (Jessica Brown Finlay) beslutter sig for, hvilket selvfølgelig ikke går som planlagt (hvornår gør det nogensinde det?) og snarere tvinger hende ind i en karriere som pornostjerne. Det er en interessant fortolkning af Andy Warhols berømte forudsigelse om ”15 minutes of fame”, der dog mangler at trække en større kobling til vores nuværende samfund for virkelig at slå hårdt.

 

  1. ”Hated in the Nation”, sæson 3

Tredje sæsons finaleafsnit strækker sig over en spillefilmslængde på hele 90 minutter – hvilket både er på godt og ondt. Længden giver god mulighed for at udfolde krimihistorien ledt af en fremragende Kelly Macdonald, der forsøger at opklare et mystisk mord på en forhadt politiker. Det leder til opdagelsen af hashtagget #DeathTo, der lader den naive befolkning beslutte dagens mord på baggrund af had gennem de sociale medier. Præmissen er dermed klar med en uomtvistelig kommentar til vores samfund om farerne ved online heksejagt. Det nye teknologiske aspekt i form af hackede robotbier er dog ikke ligefrem seriens mest skræmmende påfund.

 

  1. ”White Bear”, sæson 2

En ung kvinde (Lenora Crichlow) vågner op i tomt hus med hukommelsestab, hvorefter hun konfronteres med en verden domineret af menneskejagere akkompagneret af en ”zombieficeret” befolkning, der betragter alt gennem deres mobiltelefoner uden indblanding. I sandhed blandt seriens mest ubehagelige afsnit, hvilket kun gøres mere foruroligende i form af slutningens twist, der sætter spørgsmålstegn ved både hovedpersonen, omgivelserne og hvad der egentlig ligger i ordet ”retfærdighed”.

 

  1. ”Nosedive”, sæson 3

Endnu en advarsel om bagsiderne ved de sociale medier og higen efter anerkendelse derigennem kommer i form af sæson 3s åbningsafsnit. Her kæmper en ung kvinde (Bryce Dallas Howard) for at øge sin sociale score, der determineres gennem et ratingsystem, og hvis tal har betydning for alt fra køb af hus til ens værdi som menneske i omverdenens øjne. Da hun inviteres til et high-class bryllup opstår der pludselig en mulighed for at øge scoren markant, men gæt hvad? Det går ikke som planlagt. Afsnittet er det seneste år (ligesom ”The Waldo Moment”) blevet ekstra relevant, eftersom der i Kina planlægges at lanceres en lignende app, der lægger op til samme konsekvenser.

 

  1. ”Be Right Back”, sæson 2

Dette afsnit er en både tragisk og foruroligende udforskning af den menneskelige sorgproces, og hvilken desperation, der kommer som følge af tabet af en partner. Forankret i stærke skuespilspræstationer fra Hayley Atwell og Domhnall Gleeson følger vi et lykkeligt ungt par, der ender med mandens tragiske død og kvindens hjerteskærende forsøg på at bearbejde tabet. Den følelsesladede ramme gør den introducerede teknologi så meget mere fremmedartet og mistroisk; i afsavnet investerer hovedpersonen i en AI-app, der med skræmmende præcision imiterer den afdøde kæreste – og så alligevel ikke. Alt i alt et både smukt og stærkt afsnit.

 

  1. ”Black Museum”, sæson 4

Finaleafsnittet i sæson 4 forsøger sig med samme format som anden sæsons succesafsnit ”White Christmas”, der findes højere på listen, ved at flette en række mindre skrækfortællinger sammen som optakt til en større afsløring – denne gang med et rædselsmuseum som ramme. Om end det ikke lykkes i samme grad, er der stadig tale om et velkonstrueret afsnit, der rammer alle Black Mirrors yndlingsskræmmescenarier i form af fængslede bevidstheder og teknologiens udnyttelse af den menneskelige natur. Med tilføjelsen af en særligt forstyrrende fortælling om en læge, der bliver afhængig af smerte, leverer ”Black Museum” tilmed nogle af seriens mest grafiske billeder. Slutningen bærer dog præg af at snuble over egne tråde, hvilket er ærgerligt.

 

  1. ”Shut Up and Dance”, sæson 3

Det velkendte skrækscenarie bliver virkelighed for teenagedrengen Kevin (Alex Lawther), da hans webcam hackes, og bagmændene truer ham med at dele private videoer af ham. Med det afpresses han nu ud i en lang række ubehagelige scenarier, hvor han blandt andet må teame op med manden Hector (Jerome Flynn) for at foretage et bankrøveri, der efterlader ham på sammenbruddets rand. Afsnittet viser, at serien sommetider slår hårdest, når præmissen er simplest; ”Shut Up and Dance” er fra start til slut blandt seriens mest ubehagelige indspark, hvilket ikke bliver hjulpet af den endelige afsløring, der lig ”White Bear” sætter spørgsmålstegn ved den ellers patetiske og offergjorte hovedperson.  

 

  1. “Hang the DJ”, sæson 4

Jeg tror, vi er mange, der længe har ventet på Black Mirrors kyniske kommentar til tidens datingfænomener som Tinder. Ventetiden er forbi, og resultatet skuffer bestemt ikke; ”Hang the DJ” skaber et helt samfund baseret på nøje kalkulerede matches, der til sidst skal lede til den endelige soulmate. Systemet er dog ikke helt gennemskueligt for de to hovedpersoner (Georgina Campbell og Joe Cole), der beslutter sig for at gøre oprør – hvorefter afsnittet selvfølgelig gemmer på en overraskende drejning. Tonen er overordnet let og flirter med rom-com-formatet, og det endelige produkt er fremragende underholdning uden at miste samfundsrelevans.

 

  1. “USS Callister”, sæson 4

Første afsnit i sæson 4 er efter min mening også det bedste; en uventet farverig overraskelse i et hav af mørke dommedagsscenarier. Den kitschede parodi på Star Trek sammenblandet med temaer som social udstødelse og et hævngerrigt gudekompleks gør det actionspækkede afsnit til forrygende underholdning fra start til slut, og det er intet under, at der allerede nu tales om at lave et spin-off. Udover at være blandt de mest mindeværdige og unikke universer i serien, er det også et af de mest stjernespækkede med Jesse PlemonsCristin MiliotiJimmi Simpson og Michaela Coel, der alle leverer stærke præstationer.

 

  1. “The Entire History of You”, sæson 3

Meget passende er “The Entire History of You” ikke et af de afsnit, man bare sådan lige glemmer – Black Mirror vedbliver da også i især sæson 4 at trække på lignende teknologi. Nutidens tendens til at leve gennem en linse tages her til ekstremer i en verden, hvor alle har implantater, der gør det muligt at optage og genspille alt, de ser. For hovedpersonen Liam (Toby Kendall) og hans kone Ffian (Jodie Whittaker) resulterer dette i usikkerhed, jalousi og et klimaks, der trods sin forudsigelighed ikke er nemt at ryste af sig igen.

 

  1. “San Junipero”, sæson 3

På en stærk andenplads kommer seriens absolut smukkeste og mest rørende afsnit. Det første lange stykke tid synes teknologien helt fraværende, og der er i stedet fokus på det spirende forhold mellem to unge kvinder: den konservative Yorkie (Mackenzie Davis) og den løsslupne, festglade Kelly (Gugu Mbatha-Raw). Castingen er fænomenal og bestemt en stor del af afsnittets succes, men selve historien er både inspirerende og livsbekræftende på en måde, der er langt fra seriens andre universer. Det er ny kærlighed, gammel kærlighed og ikke mindst kærlighed i efterlivet i form af den digitale sky.

 

  1. “White Christmas”, sæson 2

På førstepladsen finder vi finaleafsnittet i sæson 2, der er så spækket med gode idéer og opfindelser, at Charlie Brooker snildt kunne have fyldt en hel sæson inden for dets rammer. Der præsenteres tre små fortællinger (hvoraf ingen ligefrem skriger af julestemning) med teknologiske monstrøsiteter som slavebundne bevidsthedskopier og blokering af personer i det virkelig liv, alt sammen indrammet af en fortræffelig Jon Hamm, hvis uomtvistelige charme løfter afsnittet til ekstra højder. Dermed er ”White Christmas” seriens klareste eksempel på et afsnit, der på mesterlig vis indeholder både et interessant fortællemønster, nogle af de mest foruroligende teknologiske ”fremskridt” og ikke mindst et dragende karaktergalleri. Og lad dig ikke snyde af titlen, for dette er Black Mirror, når den er mørkest.