Anmeldelse
ALITA: BATTLE ANGEL: Visuelt imponerende science fiction-fjollerier

Af Christian Povlsen

Hollywoods filmatiseringer af japanske tegneserier har ikke noget særlig godt ry. Indtil nu er eneste højdepunkt den undervurderede og ofte misforståede Ghost in the Shell (2017). Nu forsøger Robert Rodriguez og James Cameron at servere os et stykke med Yukito Kashiros historie om cyborg-pigen, Alita. Og det er de egentlig sluppet rigtig godt afsted med.

Efter en intelligent brug af 20th Century Fox logoet ser vi i filmens åbningsscene Dr. Dyson Ido (Christoph Waltz) bevæge sig rundt på en post-apokalyptisk losseplads. Her finder han resterne af en kvindelig cyborg. Han tager hende med hjem, og som en futuristisk Dr. Frankenstein giver han hende en ny krop. Ido navngiver hende Alita efter sin afdøde datter. Alita husker intet fra sit tidligere liv, men da hendes idealistiske sans for retfærdighed tvinger hende op imod Iron Citys korrupte ledere (med Mahershala Ali i front), er det måske netop dét, der kan lede hende på sporet af sin fortid.

Det var med stor succes, at Rodriguez adapterede Frank Millers tegneserie Sin City til det store lærred i 2005. Han er derfor et glimrende valg til Alita: Battle Angel. Manuskriptet er delvist skrevet af James Cameron, som også er producent. Det kunne gå hen og blive problematisk, når to så store og så forskellige filmskabere skal samarbejde, men det fungerer upåklageligt det meste af vejen. Historien er fyldt med Camerons flair for melodrama og Rodriguez’ pubertære humor. Især sidstnævnte fungerer bedst.

Cameron har aldrig haft ry for at skrive særlig overbevisende replikker, og det er desværre heller ikke tilfældet her. Hvad filmen i stedet kan tilbyde, er en masse overdrevne karakterer med en overflod af cheesy one-liners. Man er derfor på intet tidspunkt i tvivl om, at man ikke skal tage filmen alt for seriøst. Alita-karakteren, spillet af Rosa Salazar, er 100% computerskabt, og det virker overraskende godt. Og så er en Rodriguez-film selvfølgelig ikke komplet uden en sej førsteelsker i lædervest, denne gang leveret af den unge, smukke, men desværre ret anonyme debutant Keean Johnson.

Det klichefyldte plot er pakket vanvittigt flot ind, og der er ikke en finger at sætte på billedsiden og effekterne. Filmen er heller ikke bleg for momentvis at være forbløffende voldelig; cyborg-lemmer og kroppe bliver revet i tusind stykker i scener, som bedst kan beskrives som robot body horror. Alita: Battle Angel fungerer klart bedst i de larmende actionscener, og dem er der heldigvis mange af. Jeg vil især fremhæve en lækkert iscenesat og koreograferet barscene, hvor Alita kommer i karambolage med en flok dusørjægere. Scenen er klassisk Rodriguez, og tankerne ledes med det samme tilbage til den Tarantino-skrevne From Dusk Till Dawn (1996).

Rodriguez og Cameron forener altså på skøn vis hver deres talenter og får på den måde bedrevet en festlig og visuelt imponerende science fiction-film. Men det er desværre også en film, som skøjter let og elegant henover de mere filosofiske spørgsmål om, hvad det vil sige at være menneske, som denne type fortællinger ofte stiller. Der skal til slut lyde en kraftig opfordring til at se filmen på et så stort lærred, og med så god lyd, som overhovedet muligt. Det er klart dér, den vil tage sig bedst ud.

Kommentarer