ALICE I EVENTYRLAND: BAG SPEJLET: Burton-Jam leverer en hæderlig omgang

Af Frederik Rune Kristensen

I sidste uge blev det offentliggjort, at Disney i 2016 allerede har indtjent 2 milliarder dollars efter kun 5 af årets måneder er gået. Nu har de så premiere på deres fjerde spillefilm i år i form af Alice i Eventyrland: Bag Spejlet som er efterfølgeren til 2010’s Alice i Eventyrland, som blev en kassesucces af format med en indtjening på over 330 millioner alene i USA.

Denne gang er det ikke Tim Burton, men derimod James Bobin, som er bedst kendt for de to nye Muppet-film fra henholdsvis 2011 og 2014, der instruerer. Universet og castet er dog det samme, som da Burton selv sad i instruktørstolen. Vi præsenteres igen for et Burton all star team, hvor de to stjerner utvivlsomt er koryfæerne Helena Bonham Carter og Johnny Depp. Det er dog stadig Mia Wasikowska, der spiller hovedrollen som Alice. Denne gang vender hun tilbage til et ”Underland”, hvor den gale hattemager er blevet deprimeret, da ingen vil tro på at hans familie stadig lever.

Alice bliver derfor bedt af sine venner om at bruge en såkaldt ”Chronosphere”, som hun skal stjæle fra selveste ”Tiden” (Sascha Baron Cohen) til at rejse tilbage i tiden og finde ud af om hattemagerens familie virkelig døde, da den røde dronning slap dragen Jabberwocky løs. Noget går selvfølgelig galt, og Alice oplever flere episoder fra fortiden, som både forklarer hattemagerens traumer og sågar den røde dronnings had til omverdenen.

Det er en klassisk tidsrejsefilm, hvor de fleste tidsrejse-teknikaliteter og paradokser holdes til et minimum. Vi er tættere på Muppets juleeventyr (1992) end på Tilbage til fremtiden (1985), og det passer egentlig ganske glimrende til universet. Dog er historien meget forudsigelig, og man kan gætte alle filmens twist og udviklinger inden for de første 10 minutter af filmen, såfremt man har blot den mindste smule kendskab til filmmediet.

ANMELDELSE AF:
Alice i Eventyrland: Bag spejlet

ORDET SYNES:3-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

James Bobin

LAND:
USA

Det er også svært at finde meget glæde ved at se Johnny Depp gentage sin rolle som den gale hattemager. Hans samarbejder med Tim Burton kan efterhånden ikke tælles på to hænder, og det føles lidt som om Depp har spillet den samme Burton-rolle siden Sweeney Todd (2007). Også selvom det denne gang ikke er Burton, der har instrueret. Resten er castet er dog fint, Wasikowska er charmerende som Alice, og Baron Cohen leverer en langt bedre og mere humoristisk præstation end i hans ræderlige Grimsby fra tidligere i år.

De visuelle billeder er til gengæld fremragende. Til tider er de decideret originale – særligt under en sejltur på selve tidens bølger imponerer i sin kreativitet. Specielt i IMAX 3D ser filmen smuk ud, og såfremt man er fan af den burtonske stil, bør man bestemt betale den ekstra pris for den fulde oplevelse. Det er godt tænkt og originalt, men manuskriptet kan ikke ligefrem stå mål med de visuelle kreationer. For dem som er en kende træt af Burtons Depp/Carter kreationer, kan de dog godt vente med ro i sindet, til denne titel dukker op på diverse streamingsider.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *