ALEX ROSS PERRY: Mumblecore med kant

Af Bjørn Juul Andersen 

Alex Ross Perry er i år CPH PIX aktuel i serien 3X3, hvor festivalen viser tre af amerikanerens fire spillefilm. Debuten Impolex (2009), gennembruddet Listen Up Philip (2014) og hans foreløbige hovedværk Queen of Earth (2015).

I stil med mumblecore filmskabere som Duplass brødrene, Lynn Shelton, Joe Swanberg og Noah Baumbach fokuserer den New York-baserede Perry ofte på unge, privilegerede storbymennesker – og filmene er ligesom mumblecore filmene rig på dialog og lavet for meget få penge uden om de store studier.

Men hos Perry er humoren og spontaniteten gemt væk under en kalkuleret kynisme, og de selvoptagede karakterer i hans film er ofte empatiforladte og socialt og følelsesmæssigt afstumpede. Men selvom Perry i dag står som en af de mest spændende instruktører på den amerikanske indiescene, er hans debutfilm ikke noget at råbe hurra for. Faktisk det stik modsatte.

En usjov tur i skoven

Efter at have afsluttet NYUs filmlinje i 2006, arbejdede den filmglade Perry i bedste Tarantino stil som video-clerk i New Yorks East Village i to år, før han lavede sin debutfilm, den surrealistiske B-film Impolex, som blev lavet for den latterligt lave sum af ca. 15.000 dollars. Og det kan ses.

Den absurde komedie følger den tågede amerikanske soldat Tyrone, der i slutningen af anden verdenskrig skal lokalisere to tyske raketter. På sin meget langsommelige vej igennem skoven støder han blandt andet på en gammel kæreste, en Dennis Hopper-lignende sørøver-hippie og en talende blæksprutte. Ja, det er en anelse underligt.

Filmen er ikke overraskende bygget på en roman af Thomas Pynchon (forfatter til ’Inherent Vice’), og tingene giver da heller ikke mening. Overhovedet. Impolex er kedelig, decideret grim og ikke synderlig sjov og ligger langt fra Perrys senere karakterstudier.

Miserable mænd

Efter the The Color Wheel fra 2011, som blev modtaget fint af pressen, kom Perry i 2014 med en langt mere moden, ambitiøs og helstøbt film i form af den dystre Listen Up Philip.

Filmen følger den egoistiske New Yorker-forfatter Philip (Jason Schwartzman), der slår op med sin mangeårige kæreste Ashley (Elisabeth Moss) for at bo hos sit store idol, den livstrætte forfatter Ike Zimmerman (Jonathan Pryce). Alt går dog ikke efter planen for den forfængelige Philip, der på forunderlig vis formår at skubbe alle væk fra sig i løbet af filmen.

Alle karaktererne er narcissistiske og selvoptagede røvhuller i denne dystre fortælling om, hvor ondskabsfulde folk kan være overfor selv de personer, de elsker. Inspirationen fra Woody Allen er ikke til at overse i Listen Up Philip, som dog kører ideen om den neurotiske kunstner ud i ekstremerne.

Men i kraft af sublime præstationer af både Moss og især den elskværdige Schwartzman bliver kritikken aldrig for endimensionel og trættende, men tværtimod et flot tegnet portræt af en forfatters ensomhed og selvforskyldte isolation. Perrys næste film skulle også være et studie af ensomhed, men nu set fra kvindens perspektiv.

Farlige humørsvingninger

I Queen of Earth spiller Moss den selvoptagede rigmandsdatter Catherine, der efter et brud med sin kæreste besøger barndomsveninden Ginny (Katherine Waterston) i hendes sommerhus uden for byen. Hvad der starter som et drama ender som en nervepirrende og hysterisk thriller, hvor de to humørsvingende kvinders had (og kærlighed) til hinanden bliver sat på en gevaldig prøve – og de ofte deciderede ondskabsfulde dialoger imellem de to kvinder slår gnister.

Både Catherine og Ginny er ligesom Philip selvoptagede og socialt afstumpede, men hos Perry er smerten selvforskyldt og svær at komme ud af. Der er ingen katarsis eller forsoning.

Inspirationen fra både Polanski, Bergman og især Fassbinder er tydelig i Queen of Earth, som uden tvivl er Perrys mest æstetisk tilfredsstillende og genrebevidste film til dato. Ligesom Polanski lukker Perry tilskueren inde sammen med karaktererne i bedste horror stil – og gyset ulmer konstant under overfladen.

Ligesom karaktererne mangler man overblik over situationen, og det er umuligt at forudse, hvilken drejning historien vil tage. Og det er både fandens irriterende, fascinerende og enormt intenst.

Perry har dog i en alder af kun 30 sine bedste film foran sig og står som en af den amerikanske indiescenes mest originale og talentfulde instruktører netop nu – og er med til at give mumblecore bevægelsen noget tiltrængt kynisme og kant.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *