Anmeldelse
AKIRA: Evigt imponerende, og større end nogensinde

Af Gustav Stubbe Arndal

Vi starter i Tokyos centrum i 1988. Et glimt af lys forvandler sig til en kugle af ren destruktiv energi, der fortærer hele den enorme metropol. 31 år efter den ”tredje verdenskrig” har man genopbygget byen og skabt Neo Tokyo. Blandt endeløst høje skyskrabere badet i neonlys, der tårner sig over en beskidt og forladt asfaltjungle, slås unge motorcykelbander i skumle gyder og på forladte motorveje.

Det er ikke så svært at forestille sig, hvilket indtryk Akira gjorde på sit japanske publikum, der levede en generation efter en altomfattende verdenskrig. De så teknologiens og økonomiens endeløse fremgang lade fattige og unge i stikken i en ny tid, hvor man selv måtte skabe mening og fællesskaber.

Men Akiras vigtigste visninger var måske i lokalbiografer og på VHS-bånd i vesten, hvor det endelig gik op for mange, at der foregik noget helt særligt i den japanske animationsindustri. Nu kan den genopleves i IMAX-format, og den er stadig forbløffende.

Filmen følger Kaneda (Mitsuo Iwata), lederen af en gruppe forældreløse motorcykel-lømler, og hans ven Tetsuo (Nozumo Sazaki), som han har kendt siden børnehjemmet. Efter et sammenstød med et barn, der er flygtet fra en anstalt for patienter med telepatiske evner, begynder Tetsuo at udvikle ekstraordinære telekinetiske kræfter, der truer med at ødelægge Neo Tokyo og endda genopvække Akira – det magtfulde, telepatiske medium, der var skyld i eksplosionen tre årtier tidligere.

Mens den arrige teenagers kræfter bliver stærkere og mere ustyrlige, er byen allerede på randen af anarki med voldelige demonstrationer i gaderne, en religiøs kult på fremmarch og en korrupt, ineffektiv regering i førersædet. De eneste, der forstår situationens alvor, er officeren Shikishima (Tarou Ishida), der for alt i verden vil forhindre endnu en katastrofe, og en oprørsgruppe, som Kaneda tilslutter sig i håb om at redde, eller i hvert fald stoppe, Tetsuo.

Der er meget at værdsætte ved Akiras politiske temaer, cyberpunk-koncepter og apokalyptiske fortælling, men det, der virkelig gør den særlig, er dens animation.

Neo Tokyo kommer til live med en overflod af detaljer – man kan se hvert lysende vindue i skyskraberne, hver revne i asfalten, hver falmet plakat og vejskilt i dens forladte kvarterer. Når en skraldespand vælter, kan man se hvert stykke affald fosse ud. Vandene deler sig kaotisk, når en minihelikopter flyver gennem kloakkerne. Røg, damp og flammende eksplosioner bevæger sig med livlig realisme.

Filmens animation er mere imponerende, jo bedre man forstår det. Filmen har dobbelt så mange tegninger per frame end langt de fleste anime-produktioner, hvilket fordobler arbejdsbyrden for at gøre hver bevægelse mere levende. Lyskilder og -søjler bevæger sig ind over skærmen på en måde, der er enormt svær at skildre med den celluloid-teknologi, de arbejdede med.

Sådan noget håndværk bør værdsættes på det store lærred, men IMAX-versionen er faktisk endnu bedre  til at fremvise filmens lydside. Akira erstatter genrens forventede synthesizer-orkester til fordel for rytmisk percussion og kor, og de allerede effektive destruktionssekvenser føles mærkbart ægte i den rungende biografsal.

Filmen er baseret på instruktøren Katsuhiro Otomos mangaserie, der strakte sig over 6 ekstralange bind, men denne var først færdigudgivet efter filmens udgivelse. Filmen indeholder sci-fi koncepter, små bipersoner og politiske temaer, der fylder meget mere i det komplette mangaværk. Alligevel er det svært at se filmen som ufærdig – Tetsuos enorme vrede, det smuldrende samfund og den apokalyptiske fremtidsvision gør så stort et indtryk, at man aldrig helt glemmer det.

Det er svært at overdrive, hvor stor indflydelse dette storværk inden for animation, science fiction og japansk filmhistorie har haft. Den indledte anime-boomet, der indtog vesten i 90’erne og inspirerede kunstnere fra Kanye West til Steven Spielberg, for ikke at nævne utallige japanske manga- og animekunstnere. Den er og forbliver blandt de mest imponerende animationsfilm nogensinde.

Hvis du har set den før, er ordene ”Akira i IMAX” nok. Hvis ikke, så har du den perfekte chance for at se, hvad et målløst publikum indså for over 30 år siden: denne film er noget helt særligt.

Kommentarer