MOLLY'S GAME:
Aaron Sorkins spillefilm om ’Poker – prinsessen’ får fuldt hus

Åbningsscene. Vi befinder os i det iskolde og sneklædte Colorado på toppen af en skibakke. Det er sandhedens time for den karismatiske og ambitiøse unge kvinde, Molly Bloom (Jessica Chastain). Hun skal bevise sit værd og kvalificere sig til OL ved at udføre den perfekte bane i freestyle skihop. Blandt tilskuerne står hendes dominerende curlingfar (Kevin Costner) med armene over kors. Fløjten lyder og Molly kommer suverænt fra start, men sportsdrømmene smadres øjeblikkeligt af et uheldigt placeret stykke gran på banen, og hun lander direkte på sin nakke. Løbet er tabt. Game over.

Men som Aaron Sorkin beviser med filmen, er Molly Bloom ikke en kvinde, som let knækkes. Ved brug af sin intelligens (og flotte ydre) skifter hun branche og bliver mere eller mindre kastet tilfældigt ind i sin mandschauvinistiske chefs (Jeffrey Strong) lukrative pokerspil.

Lige fra åbningsscenen og hele filmen igennem kører Aaron Sorkins instruktørdebut i et hurtigt fortællertempo, som tryllebinder tilskueren til skærmen i et ihærdigt forsøg på ikke at misse ét eneste ord. Det er den samme opskrift, som han mesterligt illustrerede i The Social Network (2010), hvor vi også konstant får kastet hovedkarakterens ekstreme alvidenhed i hovedet – og sluger det råt.

Især i scenerne med de storstilede pokerspil, hvor Jessica Chastain forfører os med sin knivskarpe voiceover. I hastige vendinger og med kølig stemmeføring forklarer hun os et fuldt hus, hvad to konger betyder, samt hvilke spillere, der er fisk, og hvilke spillere, som er high-rollers. Det er genialt. Det er poker for dummies, og det har aldrig været mere pirrende samt overforklarende på samme tid. Pokerscenerne i Molly’s Game kører højt niveau, og jeg vil strengt anbefale, at Chastain lægger stemme til alle fremtidige kortspil i James Bond.

Det høje niveau fortsætter i samtlige scener og Sorkin understreger, at vi ikke bare skal se en ”poker-film”. Molly er nemlig kløgtigere end de grådige og pengegriske spillere, som hun underholder, og kæmper sig op fra bunden. Inden for få år styrer samt ejer hun nogle af New York’s vildeste og mest eksklusive pokerspilsaftener med A-list skuespillere, sportsstjerner og multimillionærer. Men spillet får dog ram på Molly, og hun kommer ikke ud i tide, før den russiske mafia og spilleloven overhaler hende indenom.

Her indtræder Idris Elba som den skeptiske advokat Charlie Jaffey, der skal redde hende ud af fedtefadet. Han smider dog hurtigt alle sine fordomme og forventninger til den tabloid-døbte ’Poker-prinsesse’ væk, da han indser, at Molly hverken mangler talent eller integritet. Chastain og Elba har et fantastisk og ligeværdigt samspil, og begge skuespillere brænder igennem i alle fællesscener.

Der er ikke en finger at sætte på Aaron Sorkins hyldest til USA’s ukronede herskerinde af high stakes pokerspil. Jessica Chastain er lige så stærk og intens, som hun er uperfekt og grådig, og Idris Elba er advokaten, som alle ulovlige hasardspillere burde ønske sig. Aaron Sorkin demonstrerer igen sit talent for at skrive spændingsfyldte manuskripter med høj fart, som nægter at gamble med den interessante dialog og vigtige karakterskildring. Poker har aldrig været bedre end i hænderne på Sorkin og Chastain.