ÅBENBARINGEN:
Spændende tematik fortaber sig i flad detektivhistorie

Et forhør skal til at gå i gang. Omkring et firkantet bord sidder en række forskellige personer: to katolske præster, en teolog, en psykiater, en notar og en journalist. En ung teenagepige kommer ind og sætter sig overfor journalisten. Forhøret starter, og hun fortæller sin historie. Om hvordan Jomfru Maria åbenbarerede sig for hende nogle år forinden.

Kameraet viger på intet tidspunkt fra hendes ansigt. Vi betragter hende gennem journalistens øjne. Hvad tænker vi om hendes udsagn? Taler hun sandt? Svaret er ikke helt ligetil, især hvis man er lidt skeptisk anlagt. Pigen virker nemlig ikke til at være sindssyg. Og hun lyder ikke som én, der lyver.

Xavier Giannolis Åbenbaringen vil have dig til at tænke, og gerne over en række spændende, religiøse spørgsmål. Desværre ender den dog snarere med at lade dig bruge tankevirksomhed på et altopslugende mysterium, og hvad der kunne have været et dybdegående studie i troens mekanik, ender i stedet med at blive en intens, men i sidste ende også ret flad, detektivhistorie.

Filmen følger krigskorrespondenten Jacques (Vincent Lindon), der – i kølvandet på en hændelse, som tog livet af hans fotografkollega og efterlod Jacques dybt traumatiseret – påtager sig en lidt anderledes opgave. Vatikanet beder ham nemlig om at være en del af en kommission, der skal foretage en såkaldt ”kanonisk undersøgelse” af en hændelse i en sydfransk landsby. En ung novice, Anna (Galatéa Bellugi), påstår at have haft en hellig åbenbaring, og Jacques og hans kollegaer skal nu vurdere, om der er tale om en ”autentisk hændelse”, som kirken officielt kan anerkende som et himmelsk mirakel – eller om det hele er ét stort svindelnummer.

De store, teologiske spørgsmål spøger i baggrunden, og filmen er åbenlyst interesseret i at udforske temaer omkring troens natur, definitionen af sandhed og den katolske kirkes tvedelte rolle som magtfuld institution og spirituel leder. Som sagt har Åbenbaringen dog også et centralt mysterium, der skal løses, og langt hen ad vejen formår filmen faktisk at fungere rigtig godt alene på denne præmis. Man sidder konstant og spinder nysgerrighedshypoteser: Hvad er det med hende Anna? Og hvad med de religiøse folk omkring henne? Det er umuligt at få det hele til at gå op i en højere enhed.

Hvilket bringer os frem til det helt store problem med denne film. Når et mysterium fylder så meget, så kræver det en tilfredsstillende plotmæssig og tematisk forløsning – og det får vi virkelig ikke. Hvad der forventningsmæssigt bliver bygget op til at være en tsunami, viser sig mest af alt at minde om en prut i et badekar.

Og som om denne tvivlsomme forløsning ikke var nok, så står det i lyset af den også klart, at filmen ikke kun har forpasset chancen for at gå i dybden med nogle virkelig interessante spørgsmål, men også at den undervejs ikke har gjort nok for at komme under huden på karaktererne og deres motivationer. Det endelige forklaringsgrundlag fremstår simpelthen for tyndt og uudforsket.

Åbenbaringen er fyldt med uforudsigelig spænding og gode skuespilpræstationer, hvilket gør den til en jævnt underholdende, om end meget plotdreven, affære. Men i filmens sidste halvdel forgrener mysteriet sig i alt for mange løse retninger, hvorefter også den plotmæssige styrke løber ud i vandet. Den efterlader ikke noget nævneværdigt indtryk, og man savner i den grad nogle mere solide statements omkring de teologiske temaer, som den trods alt puster temmelig meget til undervejs.