37: Spildt potentiale

Af Adam Ambus Madslund

Mordet på Kitty Genovese i 1964 er et af de mest opsigtsvækkende i nyere amerikansk historie. New York Times kunne rapportere at intet mindre end 37 personer overværede mordet, men ikke én eneste ringede til politiet. Amerikanerne var forfærdede, og selv mange år efter bruges det som et enestående eksempel på det almene menneskes frygt for at blande sig. Danske Puk Grastens debutfilm, 37, omhandler de mennesker, der ikke greb ind. Der er enormt stort potentiale i denne film, en unik mulighed for at sige noget relevant om det nutidige Amerikanske samfund igennem en begivenhed, de fleste amerikanere kender til. Det gør filmen desværre ikke. I stedet kunne man så have håbet på et velfungerende drama med dragende personskildringer. Dette er heller ikke tilfældet.

 

Overraskende følger 37 stort set ikke den myrdede Kitty Genovese. I stedet omhandler filmen en række personer fra det samme lejlighedskompleks over en enkelt dag. Det er et stort og broget persongalleri. Man følger bl.a. et afroamerikansk par med forskellige idealer om, hvordan deres søn skal opdrages, en psykisk syg pige, der bor med sine bedsteforældre og ikke vil acceptere, at hendes mor er død, lejlighedens piccolo, et ældre, underligt tvillingepar, en familiefar der ikke kan sige fra over for sin kone og endnu flere. Alle disse karakterer bliver uheldigvis filmens akilleshæl. Med en spilletid på blot 85 minutter, når man aldrig ind under huden på nogle af karaktererne. Dialogen er ofte unuanceret, så man som publikum aldrig er i tvivl om, hvad karaktererne tænker og føler. Desuden gennemgår ingen en reel, interessant udvikling. Derfor bliver konflikterne hurtigt kedelige og repetitive, så på trods af den korte spilletid, føles det stadig som om, at filmen træder vande.

 

ANMELDELSE AF:
37

ORDET SYNES:2-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Puk Grasten

LAND:
Danmark & USA

Med undtagelse af børnene, er alle karaktererne desuden ret usympatiske og på grænsen til irriterende. Det lader til, at ingen af dem vælger at ringe til politiet, fordi de er for distraherede af deres egne problemer. Det kan være, at det er et forsøg på at sige noget om et narcissistisk samfund, men det virker vagt og undervældende når man tænker på, hvor meget mordet har fyldt i den amerikanske selvopfattelse de seneste år.

 

Det skal dog siges, at der tydeligvis er tænkt meget over filmens struktur, den er stilistisk gennemført og skuespillerne gør det også generelt godt. Problemet ligger mere i, at det føles som et halvfærdigt manus, der er blevet produceret. Det kan være, at det skyldes det faktum at filmen er udvidet fra en kortfilm, også instrueret af  Puk Grasten. Det er ærgerligt, at en film med så meget potentiale ender som sådan en flad affære. Det samme kan siges om instruktøren, man kan mærke talentet, det bliver bare ikke udfriet. Det er en sag, der fortjener en rigtig god film. Det er dette bare ikke.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *