Anmeldelse
3 KVINDER: Kvinder, kunst og kærlighed i diktaturets tid

Af Neia Højsteen

Iran er ikke stedet at være filmskaber. Alligevel er landet arnested for en række fantastiske filmkunstnere. En af dem er festival-darling Jafar Panahi, der er aktuel med 3 kvinder.

Det er let at forelske sig i manden bag filmen, for historien om Panahi er forførende. Panahi er sat i husarrest af det strenge styre og underlagt berufsverbot. Men han laver alligevel film. Ikke bare i trods – men trods af alle forhindringer og farer. Han er hyldet og forsvaret af filmikoner som Juliette Binoche, Robert De Niro og Steven Spielberg.

I 2011 smuglede hans sin film This Is Not a Film til filmfestivalen i Cannes på et USB-stik skjult i en lagkage. Men som vi godt ved: Alt er ikke godt, bare fordi der er kage. Heldigvis har Panahi med 3 kvinder udført en både vigtig og vittig film, som lever og sprudler – også uden kendskab til Panahis svære, men imponerende situation.

Panahi har slået følgeskab med en af Irans største kvindelige filmstjerner, Behnaz Jafari (Shirin (2008), The President’s Cell Phone (2012). Sammen efterforsker de det mulige selvmord af en ung, håbefuld, men også – i samfundets øjne – alt for progressiv kvinde. Rejsen fører de to kunstnere på et detektiv-roadtrip i de iranske bjerge, hvor de drager til en afsidesliggende landsby. Her er vejen så smal, at to biler ikke kan passere hinanden. Hvis man møder en bil på halvvejen, må en af de to biler således bakke et langt stykke tilbage. Byens vise mænd har udviklet et, synes de selv, strålende system: Dyt inden du begiver dig ud på den smalle vej. Bliver dyttet ikke besvaret, er der fri bane, og du kan køre.

Men en aldeles uartig pige foreslår, at man i stedet udvider vejen. Hun har endda givet sig i kast med opgaven, ene kvinde med sin hakke. Det falder ikke i god jord, at hun hakker i fundamentet.

Iran er nemlig ikke stedet at være kvinde. En bedrøvet moder siger om sin datter: ”Da hun besluttede sig for at studere, vidste jeg, at det ikke ville ende godt”. Storebroderens kommentar til valget om uddannelse skal i tiende potens. Og så er han voldelig. Sladder og vanære er vilkår.

Men der er også plads til dans og jokes om forhud. Panahi ved per instinkt, hvornår han skal holde afstand, så tre kvindelige kunstnere fra hver deres generation, løssluppent grinende kan danse med sænkede tørklæder bag et skærmende gardin. Varmen og håbet findes, og gardinet er tyndt nok, til at du kan skimte det igennem.

3 kvinder er det varmeste politiske opråb, jeg har oplevet. Her er der plads til politik, kunst og en Don Juan-tyr med magiske nosser. Det er en imponerende sensitiv og samvittighedsfuld film skabt af Jafar Panahi, der ellers har 1.001 grunde til at være bitter.

Kommentarer