Filmåret
20GayTeen: Et par oversete queer-film fra året, der gik

Af Sidsel Minuva

 

To af årets funklende oversete perler er begge lesbiske smalfilm. Sebastián Lelios Ulydighed om to forelskede, jødiske kvinder fik en musestille, sen premiere i Danmark, mens Wanuri Kahius Rafiki muligvis er den mest berømte kenyanske film nogensinde.

På overfladen ligner de to hinanden—udover selvfølgelig deres kvindeelskende hovedpersoner. Disse hovedpersoner forelsker sig under barske, intolerante forhold, og filmene handler således om deres mere eller mindre succesrige kampe for at være sammen. Mens Kena og Zikis forhold i Rafiki langt hen ad vejen er en typisk kærlighedshistorie—girl meets girl præget af forbudt kærlighed—så udmærker Ulydighed sig netop ved at undgå disse klichéer.

Ortodoks-jødiske Ronit og Esti kender allerede hinanden intimt, og deres forhold er nærmest berygtet i det lille lokalsamfund. Filmen springer let og elegant hen over den akavede første forelskede og smider seeren pladask ned i et intenst og anstrengt forhold, præget af lokalsamfundets misbilligelse og det benhårde valg mellem hvem man er, hvad man vil, og hvad der forventes af en. Ulydighed griber én om hjertet og klemmer til, indtil man næsten ikke kan trække vejret—og giver så endelig slip og lader lettelsens tårer flyde i stride strømme. Filmen legemliggør ønsket om blot at kunne være sig selv på trods af fordømmende blikke og konservative forventninger.

Men man bør ikke kimse ad film som Rafikis tøvende teenagekærlighed. Der er intet som en biografsals anspændte og ivrige stilhed, når to unge kvinder, der ikke må være sammen, for første gang vover et kys. Den første halvdel af Rafiki er næsten lige så sukkersød som Zikis farvestrålende, pink hår. Det er kærlighed ved første blik, og selvom deres fædre kæmper om samme politikerembede, så er de draget til hinanden som to små lesbiske magneter. Deres forelskelse er hurtig og uskyldig—til en sådan grad, at det næsten bliver for enkelt og let til bens.

Men så går der et sæt gennem selvsamme publikum, da deres forhold bliver afsløret, og Zikis far giver hende en syngende lussing. For selvom Rafiki er sukkersød og nærmest simpel i første halvlej, så er den et portræt af, hvor dødsensfarligt og barskt det er, at være homoseksuel i Kenya. Man går fra at være spændt på Kena og Zikis vegne til at frygte for deres liv. Det er mildt sagt hjerteskærende og en utilsløret påmindelse om, at homoseksualitet er direkte ulovligt og strafbart rundt omkring i verden, og de konsekvenser, det har for to helt uskyldige, almindelige piger, der bare gerne vil have lov til at være sammen.

Rafiki blev forbudt i hjemlandet Kenya og måtte kun vises i biograferne i en enkelt uge—og på den uge indtjente filmen mere end nogen andre film på programmet. Der var simpelthen fuldt hus til hver eneste visning. Og så bliver begge halvleje sat i perspektiv. Den barske del portrætterer virkeligheden, mens den sukkersøde, forelskede side pludselig bliver revolutionær og udtrykker mod og håb for fremtiden.

Og jeg håber inderligt, at vi om nogle år vil kunne se tilbage på en film som Rafiki og tænke: ”tænk, at det her var så revolutionært engang”. Både Rafiki og Ulydighed giver homoseksuelle i lukkede, intolerante samfund en stemme. Og sådanne film fortjener i sandhed mere opmærksomhed, end de har fået.

Kommentarer