Filmåret
20GayTeen

Af Sidsel Minuva

To af årets funklende, oversete perler er begge lesbiske smalfilm. Sebastián Lelios Ulydighed, der handler om to forelskede, jødiske kvinder, fik en musestille, sen premiere i Danmark, mens Wanuri Kahius Rafiki muligvis er den mest berømte kenyanske film nogensinde.

På overfladen ligner de to hinanden—udover selvfølgelig deres kvindeelskende hovedpersoner. Disse hovedpersoner forelsker sig under barske, intolerante forhold, og filmene handler således om deres mere eller mindre succesrige kampe for at være sammen. Mens Kena (Samantha Mugatsia) og Zikis (Sheila Munyiva) forhold i Rafiki langt hen ad vejen er en typisk kærlighedshistorie—girl meets girl præget af forbudt kærlighed—så udmærker Ulydighed sig netop ved at undgå disse klichéer.

Ortodoks-jødiske Ronit (Rachel Weisz) og Esti (Rachel McAdams) kender allerede hinanden intimt, og deres forhold er nærmest berygtet i det lille lokalsamfund. Filmen springer let og elegant hen over den første, akavede forelskede og smider i stedet seeren pladask ned i et intenst og anstrengt forhold, præget af lokalsamfundets misbilligelse og det benhårde valg mellem hvem man er, hvad man vil og hvad, der forventes af en. Ulydighed griber én om hjertet og klemmer til, indtil man næsten ikke kan trække vejret—og giver så endelig slip og lader lettelsens tårer flyde i stride strømme. Filmen legemliggør ønsket om blot at kunne være sig selv på trods af fordømmende blikke og konservative forventninger.

Men man bør ikke kimse ad film som Rafikis tøvende teenagekærlighed. Der er intet som en biografsals anspændte og ivrige stilhed, når to unge kvinder, der ikke må være sammen, for første gang vover et kys. Den første halvdel af Rafiki er næsten lige så sukkersød som Zikis farvestrålende, pink hår. Det er kærlighed ved første blik, og selvom deres fædre kæmper om samme politikerembede, så er de draget til hinanden som to små, lesbiske magneter. Deres forelskelse er hurtig og uskyldig—til en sådan grad, at det næsten bliver for enkelt og let til bens.

Og så går der et sæt gennem selvsamme publikum, da deres forhold bliver afsløret, og Zikis far giver hende en syngende lussing. For selvom Rafiki er sukkersød og nærmest simpel i første halvlej, så er den samtidig et portræt af, hvor dødsensfarligt og barskt det er at være homoseksuel i Kenya. Man går fra at være spændt på Kena og Zikis vegne til at frygte for deres liv. Det er mildest talt hjerteskærende. Filmen er en utilsløret påmindelse om, at homoseksualitet er direkte ulovligt og strafbart rundt omkring i verden og om de konsekvenser, det har for to helt almindelige, uskyldige piger, der bare gerne vil have lov til at være sammen.

Rafiki blev forbudt i hjemlandet Kenya og måtte kun vises i biograferne i en enkelt uge—og på den uge indtjente filmen mere end nogen andre film på programmet. Der var simpelthen fuldt hus til hver eneste visning. Og så bliver begge halvleje sat i perspektiv. Den barske del skildrer virkeligheden, mens den sukkersøde, forelskede side pludselig bliver revolutionær og udtrykker mod og håb for fremtiden.

Og jeg håber inderligt, at vi om nogle år vil kunne se tilbage på en film som Rafiki og sige: ”Tænk, at det her var så revolutionært engang”. Både Rafiki og Ulydighed giver homoseksuelle i lukkede, intolerante samfund en stemme. Og sådanne film fortjener i sandhed mere opmærksomhed, end de har fået.

Kommentarer