ORDET ANBEFALER:
10 film fra CPH PIX, vi glæder os til

CPH PIX er lige rundt om hjørnet, og traditionen tro er Ordet på sagen. Den københavnske filmfestival, der bringer alt fra absurd grindhouse til Cannes-vindende dramaer til de danske biografgængere, bliver dette år dækket af Gustav og Sophie, og selvfølgelig også af Ordets podcast.

Festivaler kan ofte være svære at overskue; nogen film er spritnye eller lavet af ukendte unge talenter, og de fleste kører kun et par gange mellem den 27. september og 10. oktober. Sophie og Gustav har derfor hver udvalgt 5 film, de glæder sig til. Sæt dem på kalenderen!

Du kan finde alle disse film, og mange flere, på CPH PIX’ program.

Sophie Anbefaler

Zama (dir. Lucrecia Martel, Argentina)

(billede: CPH PIX)

Den argentinske auteur Lucrecia Martel vender langt om længe tilbage med sin første film siden 2008, hvor hun hittede med den nervepirrende thriller La mujer sin cabeza. Denne gang har hun taklet en filmatisering af romanen Zama (1965).

Filmen skildrer hudløst kolonitiden i Latinamerika i 1700-tallet – strejf af romantisering eller nostalgi finder du ikke her. Vi følger den ulideligt hovmodige Don Diego de Zama, som er landet i den dødkedelige koloniby Asunción i Paraguay og venter på at kommer væk derfra så hurtigt som overhovedet muligt.

Hvad kunne have udspillet sig som et uoriginalt historisk drama tager en medrivende drejning ind i febrilske sekvenser. Jeg håber bare at Martel fortsætter med grundigt at udfordre vores forventninger til hendes filmkunst, som hun så beundringsværdigt gør med Zama.

 

We the Animals (dir. Jeremiah Zagar, USA)

(billede: CPH PIX)

At We the Animals bliver kaldt en puertoricansk sammensmeltning af Moonlight (2016) og The Florida Project (2017) skruer højt op for forventninger for Jeremiah Zagars debutfilm. Heldigvis ser det ud til, at den amerikanske anmelderstable er faldet lige så meget pladask for We the Animals, som de gjorde for de førnævnte film.

Det er heller ikke svært at selv blive forelsket i den unge Jonah, som vokser op i et kaotisk hjem. Forældrene skændes, der er aldrig nok penge og familien sylter i en farlig cocktail af håbløshed og vrede. Der er også kærlighed og varme at finde i Jonahs hjem, men familiens usle økonomiske situation blusser op for de ulmende konflikter. San Francisco Chronicle har allerede udnævnt den til at være en af årets bedste film, så jeg glæder mig umådeligt til at se den.

 

Roma (dir. Alfonso Cuarón, Mexico)

(billede: CPH PIX)

Alfonso Cuarón er uden tvivl én af mine yndlingsinstruktører, så det er med stor spænding, at jeg afventer præmieren på hans nyeste film Roma. Filmen melder også Cuaróns hjemkomst til Mexico, hvor han ikke har instrueret en film siden den glødende road-trip fortælling Y tu mamá también (2000).

Roma er nemlig en hyldest til Cuaróns egen opvækst i La Roma-kvarteret i Mexico City. Filmen omhandler den fattige tjenestekvinden Cleo, som arbejder for en bedrestillede middelklassefamilie. De ekstreme forskelligheder mellem Cleo og hendes arbejdsgiver lægger op til en skildring af Mexicos skæve økonomiske og etniske uligheder.

Det er også en enestående mulighed for at se Roma på det store lærred, siden den kun får distribution på Netflix. Personligt kan jeg ikke modstå muligheden for at blive kælet af Cuaróns silkebløde 65mm sort-hvid filmpoesi.

 

Cold War (dir. Pawel Pawlikowski, Polen)

(billede: CPH PIX)

Det er nærmest umuligt at undgå den polske instruktør Pawel Pawlikowski. Først vinder han en Oscar for bedste fremmedsprogede film med den følsomme Ida (2014). Nu vender han stærkt tilbage med Cold War, og det er ikke helt svært at forestille sig, at endnu en Oscar afventer ham.

Pawlikowski valser yndefuldt tilbage til det sort-hvide univers af Ida i Cold War, som igen tager fat i Polens turbulente fortid – ikke fordi Polens nutid har meget at råbe hurra for. Kærligheden er i fokus, selvom ukontrollerbare omstændigheder spænder ben for de unge elskere Wiktor og Zula, hvis romance udfolder sig under den sovjetiske besættelse af Polen. Efter indblanding fra den sovjetiske regering må de to elskere gå gennem ild og vand for at blive genforenet.

Cold War vises også kun én sølle gang under CPH PIX, så det er bare med at få fat i en billet!

 

2001: A Space Odyssey (dir. Stanley Kubrick, USA)

(billede: CPH PIX)

Én af største instruktører nogensinde vender tilbage med én af filmverdens største mesterværker. Det er intet ringere end 50 års jubilæum for Stanley Kubricks magnum opus, den overdådige rumopera 2001: A Space Odyssey (1968). Takket være bl.a. Christopher Nolan, har filmen netop gennemgået en 4K-restaurering og vises nu i IMAX.

Her er en enestående chance for at opleve nogle af filmhistoriens mest ikoniske sekvenser, så som introduktionens abekrig, monolittens mystiske ankomst på Månen og HAL-9000s vendetta mod den uheldige astronaut Dr. Dave Bowman. Filmen har også haft indflydelse på mesterinstruktører som Terrence Malick, Darren Aronofsky og selvfølgelig også Christopher Nolan, som låner gavmildt fra 2001: A Space Odyssey i sin egen film Interstellar (2014).

Denne film viser uden tvivl Kubricks uovertrufne sans for farve, billede og lys – alle elementer, som fortjener at blive oplevet på det store lærred.

(du kan læse Sophies anmeldelse her)

 

Boblere: 

An Evening with Beverly Luff Linn, Engle går i hvidt, Brakland, Mandy, Skate Kitchen, Girl, Wildlife, When the Trees Fall, Daughter of Mine, In Fabric

 

Gustav Anbefaler

Madeline’s Madeline (dir. Josephine Decker, USA)

(billede: CPH PIX)

Jeg havde fornøjelsen af at se det stilede indie-drama Madeline’s Madeline på Berlinalen i februar, og den forbliver den bedste film, jeg har set i år. Med temaer om psykisk sygdom, eskapisme, udnyttelse og den kreative proces er der rigeligt at tage fat i, men først og fremmest er den æstetisk imponerende i dens portrættering af sin hovedperson, spillet af den umådeligt talentfulde Helena Howard.

Josephine Decker leverer med en ukonventionel, eksperimenterende filmstil en voldsomt empatisk og bevægende film. Hvis man tør tage en chance med en relativt ukendt instruktør og en udfordrende stil, kan jeg ikke anbefale Madeline’s Madeline nok!

(du kan læse Gustavs anmeldelse her)

 

The Rider (dir. Chloé Zhao, USA)

(billede: CPH PIX)

De bedste filmskabere og kunstnere har en evne til at finde det smukke og livsnødvendige i selv de fjerneste afkroge og de mest usædvanlige mennesker. Chloé Zhaos anden film The Rider handler om en rodeorytter, der efter en skade må genoverveje sit liv og sine drømme. Castet består af amatørskuespillere, der spiller sig selv, hvilket giver den en semi-dokumentarisk stemning.

Det er værd at nævne, at filmen har modtaget fantastiske anmeldelser for dens valg af hovedperson og dens følelsesladede version af det amerikanske hjerteland. Derudover har Marvel hyret Zhao til at lede deres næste kosmiske film, The Eternals. Både anmelderne og industrien lader til at være enige om hendes talent. Jeg glæder mig til at se, om de har ret.

 

Shoplifters (dir. Hirokazu Kore-eda, Japan)

En af de store glæder ved filmfestivaler er at opleve internationale film, der trods deres kvalitet sjældent bryder igennem i danske biografer. Og hvis man skal lytte til nogen om internationale dramaer, så er det Cannes film festival, hvis priser bringer en prestige nær Oscar-statuetten til mindre, ikke-amerikanske titler.

Vinderen af årets guldpalme er Hirokazu Kore-eda’s Shoplifters, et japansk drama om en fattig familie. Hirokazu har med sine tidligere film markeret sig som en ledende japansk instruktør og hjerteskærende humanist, så denne film står til at knibe en tåre ud af de fleste seere.

 

First Reformed (dir. Paul Schrader, USA)

(billede: CPH PIX)

Paul Schrader er et navn, der ligesom Spielberg, Scorsese og De Palma vækker minder om et Hollywood under omvæltning i 70’erne. Men hvis man spørger New York Times har manden, der blandt andet skrev manuskript til Taxi Driver (1976) og Raging Bull (1980), nu lavet sin bedste film til dato.

Ethan Hawke spiller en præst, hvis tro bliver rystet af diverse ondskaber og en dødsdømt planet. Ligesom Travis Bickle og Jake LaMotta kan man forvente en rejse mod voldelighed, og ligesom Hawkes tidligere film kan man forvente en genkendelig, menneskelig performance. Økoterrorisme har aldrig lydt mere spændende.

 

Holy Motors (dir. Leos Carax, Frankrig)

(billede: CPH PIX)

Leos Carax’ tossede, betagende og fuldstændigt gennemførte film fra 2012 er en kunstfilm helt igennem. Det vil sige, at den ikke giver bogstaveligt mening, men stadig strikker sig et tapet af følelser og imponerer med sine æstetiske valg. Her er det især skuespillerkunsten, der abstrakt præsenteres i form af Denis Lavant som den mystiske Oscar, der i løbet af en nat påtager sig adskillige roller med en drømmeagtig logik.

Lavants mesterpræstation er hele filmen værd – det er måske det mest fænomenale og skøre skuespil nogensinde vist på film – men under overfladen gemmer der sig rigdomme af temaer og symboler. Det handler om forsvindende tider; om død og levemod; om fordomme og modernitet; om talende limousiner og hjemløse, der æder roser og bor i kloakken. Mest af alt er der en sorg, der underligger absurditeten. Det er måske ikke en tilfældighed, at Carax mistede sin kone kort før han lavede sit mesterværk…

Hvis man fanger dens genvisning på CPH:PIX, kan man møde selveste instruktøren! Så kan man måske spørge ham, hvad han synes om den erotiske motion-capture scene. Hans svar vil forhåbentligt være lige så interessant og skørt som denne moderne klassiker.

 

Boblere:

Holiday, Searching, Everybody Knows, The Man Who Killed Don Quixote, Wildlife, Mirai

Alle Sophies anbefalinger

Og selvfølgelig alle de glade overraskelser, der kommer i de danske biografer!

 

Surprise!

Mens vi skrev denne artikel offentliggjorde CPH PIX deres Surprise Film. Vi kunne ikke med god vilje færdiggøre listen uden at nævne den…

Sorry to Bother You (dir. Boots Riley, USA)

Hvis Holy Motors lyder skørt, så vendt til du hører det her: en telemarketer finder en magisk nøgle, der bringer ham materiel rigdom og sender ham til en alternativ virkelighed. Telemarketeren (Lakeith Stanfield) er i øvrigt sort, og filmen anvender sine absurde genre-træk til at snakke om race, undertrykkelse og kapitalisme i stil med Get Out (2017), skrevet og instrueret af aktivist/rapper Boots Riley.

Du kender måske Lakeith Stanfield fra Get Out (og dette års Oscar-show) eller Atlanta. Du kender helt bestemt hans medspiller Tessa Thompson fra Thor: Ragnarok og Westworld. Begge er nogle af de største nye talenter i Hollywood.

Det mest spændende ved Sorry to Bother You er, hvor lidt vi faktisk ved om den. Hver strålende, forbløffede anmeldelse lover, at den vil overraske, chokere og frembringe latteranfald, men få tør røbe den allerede Lynch-lignende rutsjeturs hemmeligheder.

Se, det kan man kalde en aldeles velkommen overraskelse!